Lidt inspiration fra kokketræffet på Norsminde Kro

I påsken var der kokketræf for unge kokketalenter i Norsminde. Nogle af de bedste unge kokke havde lagt vejen forbi kroen derude ved Norsminde. Det blev til en dejlig dag med fuldt hus. Billetterne var revet væk, og ventelisten var til at få øje på. Der var seks kokke og 12 serveringer i alt. Heraf var de seks snacks og resten ”rigtige” retter. Vi har samlet lidt billeder fra dagen. Lad os håbe Norsminde Kro eller andre lader sig inspirere af idéen. Den østjyske gastronomi lever i bedste velgående og er på vej op ad en stigende kurve.
De seks kokke var: Rasmus Munk fra Tree Top i Vejle, Daniel Kruse fra Stammershalle Badehotel på Bornholm, Rene Mammen fra Substans, Morten F. Rasted fra Fru Larsen, Nicolas M. Jørgensen fra Norsminde Kro og Jeppe Foldager fra Alberto K.
De seks snacks eller appetizere var:
Spiselige poser med kartoffel og løvstikke
Stenbiderrogn, hasselnød og peberrod
Røget ålebouillon, ærter og vilde urter
Persille, knivmusling og halm
Hønsesalat fra hopballe, ramsløg og creme fraiche 48%
Rødbede macaron med foie gras
De mere ”rigtige” retter var:
Stegte asparges, ørredrogn, bakskuld og gran
Blåmuslinger, smør, porre og brød
Tatar af lam, røget hjerte, aromatiske urter og peberrod samt løg
Grillet Jersey skank med marv, porrestok urterne fra marken og morkel
Lagret gouda fra Sondrup korn og hø
Honning, citron og hvid chokolade
Kokkene fik deres hovedingredienser fra lokale leverandører så som Peters Gartneri, Øko Ged & Grønt, Wittrup Seafood, Danske jersey kalve, Anna Enemark samt lidt hjælp fra Peter Paris og nogle af Norsminde Kros mange hjemmelavede nicheprodukter.
Prisen for sådan en omgang var kun 658 kroner. Det var måske også en af grundene til, at pladserne ligefrem blev revet væk. Vi vil gerne benytte lejligheden til at rose Søren Pedersen og holdet fra Norsminde Kro for dette fremragende initiativ. Vi kunne ikke selv være med, men vi kendte flere af gæsterne den dag. De har alle samstemmigt meldt deres fulde tilfredshed og begejstring tilbage til os. Næste gang er vi der med sikkerhed.