Nu’ det jul igen: Kom i ægte julestemning til Jul i Den Gamle By

Intet juletræ uden stjerne i toppen. Ingen risalamande uden mandel. Og ingen jul i Aarhus uden et besøg i Den Gamle By.
I weekenden kunne vi endelig komme til Jul i Den Gamle By igen og opleve den gode, gamle jul og historien bag alle de juletraditioner, vi elsker så højt.
Jul i Den Gamle By åbner nemlig i morgen, den 19. november, og har åbent hver dag helt indtil 6. januar. Det betyder, at man også kan opleve julens historiske vingesus på alle helligdage.
Julen binder os sammen i krisetider
Tusindvis af familier fra hele landet har det som en fast juletradition at opleve den særlige julestemning i Den Gamle Bys gader og udstillinger og i år er ingen undtagelse.
”Julen er i høj grad et fællesskab, der rækker bagud, hvor vi gør præcis det samme, som vi har gjort i generationer. Det er en stærk kraft, som betyder meget mere end vi tror. Særligt i usikre tider” fortæller juleinspektør Anna Wowk Vestergaard og henviser til den verserende energikrise og krigen i Ukraine.
”Andre før os har holdt jul i en krisetid, og julen har det med at finde vej, uanset hvad den stilles over for. Måske fordi fællesskaber kan opstå alle steder – og fordi de er levedygtige trods alverdens forhindringer og kan holdes intakte på trods, når man har viljen til det. Det samme gælder julen og dens traditioner”.
En traditionsrig jul
Og Jul i Den Gamle By bliver som den plejer. En tidsrejse i 400 års juletraditioner, lysende lanterner, flydende æbleskiver, historisk julepynt og samvær med venner og familie.
Forkæl dig selv med julemad og juleknas fra de mange boder. Prøv flydende og runde æbleskiver eller sæt tænderne i grillede vildsvinepølser sammen med Den Gamle Bys juleøl. Smag de store vaniljekranse eller prøv et honninghjerte, der smager af ren barndom og nostalgi.
I juleboderne kan du også købe historiske drikke som den lune, krydrede lutendrank, biskop-punch eller kardinal.
Lad børnene gå på opdagelse på Nisseloftet, hvor møblerne er magiske og forvandler alle børn til små nisser. Eller gå på opdagelse i Dyrefolden ved Gæstgivergården.
”På sporet af julen” er en julesporjagt for hele familien. Tag med Lars og Laura på juleeventyr i Den Gamle By, og opdag, hvordan man fejrede julen dengang farfar var ung.
Og så kan du mandag den 21. november opleve en ægte juleklassiker, når der vises ‘A Christmas Carol’ i Den Gamle By. Du kan få billetter lige her.
Få et gratis kort i billetsalget og lad rejsen begynde.

Helt særlig aftensoplevelse
Tidligere på måneden løftede Den Gamle By sløret for, at sidste års juleinitiativ Aftenjul gentages. Her kan gæster på fire udvalgte fredage og lørdage glæde sig til en helt særlig aftenoplevelse og opleve spillet mellem lys og mørke, som er noget helt grundlæggende i fejringen af julen.
Til hver aften sættes et begrænset antal billetter til salg, som dog allerede er udsolgt. Derfor har Den Gamle By åbnet op for en ekstra fredag og lørdag. Og opfordringen fra juleinspektøren er klar.
”Husk at købe billet hjemmefra, inden I besøger Den Gamle By. Uanset om det er til Aftenjul eller Jul i Den Gamle By.
Trygheden for gæster og medarbejdere er stadig øverst på vores agenda, så der vil være begrænsninger på antallet af daglige billetter” slutter Anna Wowk Vestergaard.