Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Unik oplevelse: Kom ombord på Skoleskibet Danmark

Af Jonathan Sten Drivsholm
Foto: Skoleskibet Danmark
Foto: Skoleskibet Danmark

Der sker virkelig ting og sager på havnen for tiden.

Ikke nok med at DR er i fuld med forberedelserne til den månedlange fodboldfest, der starter fredag – nu har vi også fået besøg af et af landets smukkeste sejlskibe.

Skoleskibet Danmark er nemlig lige ankommet. Det oplyser Aarhus Kommune.

Mærk stemningen ombord

Nu hvor det historiske skib ligger til kaj, får du en unik chance for at opleve det fra nærmeste hold.

Skoleskibet Danmark inviterer nemlig til ‘Åbent Skib’ fredag 14. juni, hvor der er mulighed for at komme ombord i tidsrummet kl. 10.00-12.00 og igen kl. 18.00-20.30.

“Kom ombord på Skoleskibet Danmark og få en fornemmelse af stemningen ombord på det mere end 90 år gamle skib,” lyder opfordringen.

Alle er velkomne, og det er ikke nødvendigt at tilmelde sig på forhånd.

Unik oplevelse: Kom ombord på Skoleskibet Danmark
Foto: Skoleskibet Danmark

Skoleskib siden 1933

Skoleskibet Danmark blev bygget med det formål at uddanne søfolk til den danske handelsflåde og har været brugt som skoleskib, siden blev søsat fra Nakskov Skibsværft i 1933.

Skibet er en såkaldt tre-mastet fuldrigger med plads til 80 elever, der under togtet uddannes til ubefarne skibsassistenter.

Fakta om Skoleskibet Danmark:

Skoleskibet Danmark er en tre-mastet fuldrigger i stål med 15 ræer, 1 mesan og 1 klyver/jagerbom. Bramråen og røjlråen er udarbejdet i træ, mens de øvrige ræer er lavet af stål. Skibet har en hovedmotor, til når det skal sejle havn, eller hvis vinden er svag. Derudover er der to hjælpemotorer til at generere strøm til lys, tekniske instrumenter, vandfiltrering, køling med mere.

Skibets indretning består blandt andet af to banjedæk, hvor der bor 40 elever (piger og drenge blandet) på hver banje. Eleverne sover i hængekøjer, der pakkes væk hver morgen, da de både skaffer (spiser) og får undervisning i banjen i dagtimerne. Hver elev har et skab (171x26x58 cm) og et personligt rum i skibsbænken (35x40x37 cm) til at opbevare deres ting.

Herudover er der kamre og messe til besætningen, salon, kabys og stikkeri, kølerum, bibliotek, to baderum (et til piger og et til drenge), toiletter til elever og besætning, hospital, vaskerum, maskinrum, kontor, radiorum, henstuvninger samt flere rum til nødgenerator, kabler, olietøj, maling, rengøring med videre.

Kilde: MARTEC

Derudover er der 15 besætningsmedlemmer med på hvert togt, som også varetager den daglige undervisning.

Under havneophold – især i udlandet – fungerer skibet, besætningen og eleverne som ambassadører for Danmark og det maritime erhverv, og der afholdes ofte ‘Åbent Skib’ samt receptioner om bord.

Skoleskibet Danmark og Skoleskibet Georg Stage er de to eneste tilbageværende danske skoleskibe i drift – og det er altså ikke hver dag, et af dem ligger til kaj i Aarhus.

Så sørg for at kigge forbi og få en oplevelse udover det sædvanlige på fredag.

Hvad: ‘Åbent Skib’ på Skoleskibet Danmark
Hvor: Havnefronten i Aarhus C
Hvornår: 14. juni kl. 10.00-12.00 og 18.00-20.30

Læs mere om ‘Åbent Skib’ lige her

Del artikel

Andre læser også