Koncerter, konkurrencer og legendarisk løb: Kom til gadefest i Aarhus’ ældste kvarter

Der er fest i Latinerkvarteret i morgen – og du er inviteret.
“Vores gader og stræder er allersmukkest og allerdejligst, når de vrimler med festglade mennesker.
Og det kommer til at ske sidste lørdag i denne måned, når vi lægger kvarter til en skøn, mangfoldig, kærlig og cool festdag – latiner style!” skriver Latinerforeningen på sin Facebookside.
Festdagen finder sted 28. maj i Graven, Studsgade, Klostergade og Guldsmedgade, hvor der vil være et væld af aktiviteter.
Glæd dig bl.a. til gratis morgenmadsbord i Graven fra kl. 9-10, koncert med The Mumes og det legendariske tjenerløb.

Du kan også se frem til havefest med vandleg i Studsgade, hvor også DJ Jakob Domino optræder.
‘Latinerfest’ arrangeres af butikker, spisesteder og andre virksomheder, som er med i Latinerforeningen, og som kan kendes på det farvede overskæg i vinduet.
Alle er velkomne til gadefesten, som er helt og aldeles gratis at deltage i.
Se hele programmet her på Facebook
Hvad: Latinerfest
Hvor: Latinerkvarteret
Hvornår: Lørdag d. 28. maj fra kl. 9