Magi i luften: Kom til koncert på toppen af ARoS
Der er lagt op til en magisk aften, når kalenderen rammer august.
Fredag den 18. august kan du nemlig komme til en helt unik koncert på toppen af selveste ARoS.
Flere store kunstnere har tidligere sat deres fødder og optrådt på denne scene. Sidste år spillede Tobias Rahim i regnbuens skær, mens det for en håndfuld år siden var Nephew-legenderne, der leverede fra toppen.
Det kendte vartegn kommer nu endnu engang til at danne ramme om en usædvanlig musikoplevelse.
Denne gang bliver det sangerinden Karmen Rõivassepp med jazzorkestret Machina Mundi, der indtager den legendariske tagterrasse.
Sådan sikrer du dig en billet
Den fantastisk sangerinde har tidligere optrådt med Aarhus Jazz Orchestra og DR Big Band.
Denne aften kan du høre hendes smukke og klare stemme i et samarbejde med bandet Machina Mundi ledt an af saxofonisten Luboš Soukup.
Musikken er inspireret af bandet Weather Report. De originale kompositioner af Luboš Soukup er både elegante og udfordrende og vil i samspil med Karmen Rõivassepp blive løftet til nye højder.
Der kan købes diverse kolde og varme drikkevarer i baren – og så kan du selvfølgelig fuldende aftenen ved at bestille bord i ARoS’ Orangeri inden koncerten.
Med årskort kan du komme til koncerten for 100 kr., mens du uden årskort skal af med 150 kr.