Julelys i de gamle gader: Kom til lystændingsfest i Latinerkvarteret
Oktober er blevet til november, og herfra bliver dagene kun kortere og mørkere frem mod jul.
Men snart kommer der lys i mørket – julelys endda.
For inden længe kan du komme til et yderst hyggeligt julearrangement i Latinerkvarteret, hvor de smukke snefnug over Volden tændes for første gang i år.
Læs også: Her er programmet: Julemanden tænder snart stjernehimlen i Aarhus Fejrer lysenes genkomst
Det er de forretningsdrivende i Volden & BYLIV, der inviterer til ‘Lystænding af Julesnefnuggene’ nu på fredag.
På Facebook skriver arrangørerne:
“Fredag den 14. november 2025 kl. 16:30 inviterer jer til at fejre lysenes tilbagevenden, når julesnefnuggene over Volden igen bringer glans over gaden.
Oplev den stemningsfulde åbning med koret Voicing, der vil fylde gaden med smukke sange, når lysene tændes, og mørket bliver lidt lysere.”
Til lystændingen vil der også være mulighed for at smage på julelækkerier.
Mefisto står klar i gaden fra kl. 16.00 og byder på varm vin, portvin, nybagte madeleinekager med citron og birkes, lune æbleskiver og nykogte klejner.
Hvad: Lystænding i Latinerkvarteret
Hvor: Volden, 8000 Aarhus C
Hvornår: 14. november kl. 16.30