Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

For alle der har mistet: Kom til mindekoncert hos Min Afsked i Aarhus

Af Freja Dumont

De fleste af os har mistet nogen, vi har kær og oplevet det store savn, der følger med.

Her kan musik være en helende faktor, der medvirker til at samle mennesker i sorg.

Netop dette har sanger, pianist og radiovært Matilde Alexandra oplevet, når hun har sunget til bisættelser.

Med udgangspunkt i dette fik hun idéen til at lave en række mindekoncerter, hvor man kan komme og lytte til livemusik, mens man mindes dem, der ikke længere er her.

Den første koncert i Aarhus finder sted hos Min Afsked den 7. juni kl. 19.30 til 21.15 og du kan købe billetter her.

Mindes gennem musikken

Et gammelt ordsprog lyder: Hvor ord svigter, taler musikken. Noget som Matilde Alexandra oplever, når hun er ude og spille.

“Nogle gange kan det være svært at sætte ord på tanker og følelser, og her har musikken sit helt eget sprog.

Jeg fik idéen til mindekoncerten, da jeg skulle synge min svigermors yndlingssang ‘Jealous Of The Angels’ til en bisættelse.

Mens jeg øvede og lyttede til teksten, fik jeg en følelse af forbundethed til min farmor, som jeg var meget tæt med, da hun levede.

Sangen var nærmest helbredende for mig, og jeg kunne mærke, hvordan jeg følte mig mere forbundet til hende. Det gjorde mig virkelig godt.

Jeg fik derfor lyst til at give den følelse videre til alle, som savner. Give flere mennesker mulighed for at bearbejde følelser og mindes i musikken,” fortæller Matilde Alexandra.

Et rum med plads til glæde, savn og sorg

Mindekoncerten finder sted hos bedemandsforretningen Min Afsked på Frederiks Allé 30.

Forretningen er stiftet og ejet af Matilde Alexandras svigermor, Else Mikkelsen, der i 2013 mistede den ene af sine sønner.

Siden har Else gjort det til sin vigtigste opgave at hjælpe andre igennem den sorg der følger, når man mister.

Hun er ikke den typiske bedemand, og det skinner tydeligt igennem i alt fra butikkens udvalg af unikke kister og urner til deres hensyntagen af børn og åbenhed for anderledes traditioner. Og altså nu også mindekoncerterne.

”Mange tror, at begravelsesforretninger er fulde af sorg, mørke og død.

Det er slet ikke tilfældet hos Min Afsked. Her er lokalerne tværtimod lyse og hjemlige med en rolig stemning. Det skaber et dejligt rum til mindekoncerten,” fortæller Matilde Alexandra.

Ønsk selv en sang

Aftenen kommer til at byde på mange forskellige sange fra muntre til melankolske – alle med kærlighed som omdrejningspunkt.

“Man kan forvente en hyggelig og intim aften, hvor der er plads til alle følelser. Vi mindes alle på forskellige måder, og der bliver plads til at grine, græde og synge med på nogle af numrene, så det kan høres helt til himlen

Jeg ser virkelig frem til skabe et rum via musikken i selskab med de mennesker, der kommer,” siger Matilde Alexandra.

Har du selv et godt bud eller et ønske til en sang, kan du skrive til Matilde Alexandra på hendes Instagram-profil.

Så kan det være, at hun spiller netop denne til mindekoncerten den 7. juni hos Min Afsked.

Du kan købe billetter til koncerten lige her.

Du kan også deltage i mindekoncerter med Matilde Alexandra i Hobro den 11. juni og i Hjørring den 13. juni.

Del artikel


Mest læste historier i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien