Spektakulært syn: Komet kan ses med det blotte øje
Du behøver ikke finde kikkerten frem, hvis du vil se et sjældent syn på himlen i denne uge.
Med det blotte øje kan man nemlig iagttage kometen C/2023 A3 (Tsuchinshan-ATLAS), når den bevæger sig henover aftenhimlen.
Det skriver DR.
I går – mandag 14. oktober – omkring solnedgang kunne man se kometen i vestlig retning.
Ifølge DR vil den være synlig med det blotte øje i lidt over en uge.
Endnu en komet er på vej
Har man en god kikkert, vil kometen kunne ses i længere tid – nemlig helt frem til starten af november.
Og kan du ikke få kometer nok, så kommer der muligvis snart endnu en chance for at se de vilde himmellegemer.
Fra 28. oktober kan en ny og flottere komet vise sig på nattehimlen, skriver DR.
Her er der tale om en komet af typen Sungrazer.
Denne bevæger sig meget tæt på solen, derfor er der risiko for, at den splintres, inden den kan ses fra jorden.