Royalt visit: Kong Frederik kommer til Aarhus

Søndag den 31. maj får Aarhus royalt besøg, når Kong Frederik gæster byen i forbindelse med bispevielsen af Aarhus Stifts nye biskop, Esben Thusgård.
Det skriver Aarhus Stift i en pressemeddelelse.
Bispevielsen finder sted klokken 14 i Aarhus Domkirke, hvor omkring 1.000 inviterede gæster deltager i den store ceremonielle begivenhed.
Kongen får selskab af blandt andre kirkeministeren, danske og udenlandske biskopper, præster fra stiftet samt repræsentanter fra menighedsråd, civilsamfund og det officielle Aarhus.
Dagen begynder med en procession fra Kannikegade til domkirken, inden selve bispevielsen går i gang.
Det bliver Esben Thusgård selv, der prædiker ved gudstjenesten, mens biskop over Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen, står for ordinationen og holder tale.
Esben Thusgård blev valgt som ny biskop i Aarhus Stift den 30. april efter et tæt valg mod Thomas Frank, som han besejrede med 1.119 stemmer.
Efter ceremonien inviterer Aarhus Kommune de mange gæster til reception på Aarhus Rådhus.