Gratis fadøl og cocktails: Kulturbodega slår dørene op midt i Graven
Nu får Aarhus et helt nyt hangout-sted, hvor fællesskab, kreativitet og hygge er i højsædet.
I weekenden åbner Kulturbodega Bellis nemlig i Graven 21 – et helt nyt univers af oplevelser og en hyggelig atmosfære, hvor du kan drikke kaffe, få en bid mad og hygge dig til diverse events.
Hele byen er inviteret med til åbningsfesten, som finder sted lørdag 10. maj fra kl. 14.00 i lokalerne midt i Latinerkvarteret.
Åbningsdagen markeres med fest, fællesskab og en række oplevelser – samt gratis fadøl, cocktails og maté maté til de første 100 gæster.
Læs også: Fællesspisning i det fri: Ny sommer-restaurant åbner under Ringgadebroen Det fulde program opdateres løbende på Instagram: @Kulturbodega.bellis
Alle der ønsker at være med til åbningsdagen – eller lære mere om Bellis’ vision og kommende program er meget velkomne.
Noget for enhver smag
Kulturbodega Bellis er resultatet af en lang rejse, der startede for fem år siden som Club Curious i Sydhavnen.
Hos det nye Bellis i Graven kan du forvente lækkert bagværk, barista-kaffe samt et udvalg af både alkoholiske og ikke-alkoholiske drikkevarer.
Caféen tilbyder også et væld af glutenfrie, veganske og alkoholfri muligheder, så alle kan finde noget, der passer til deres behov.
Deres koncept med at kombinere mad og drikke med events og sociale aktiviteter skaber en helhed, hvor folk kan komme og slappe af, nyde god musik og deltage i spændende arrangementer.
Læs også: Smagen af Mellemøsten: Københavnerfavorit åbner søster-restaurant i Aarhus Vil skabe meningsfuldt fællesskab
Kulturbodega Bellis bliver en moderne hybrid mellem bodega anno 2025 og kulturvenue, hvor stemningen er afslappet, og fællesskabet er i centrum.
Bellis’ koncept byder på morgenkaffe og surdejsbrød i solen, et socialt og kulturelt frirum med billige kolde øl, cocktails, og et program fyldt med events, workshops og fællesskab.
Stedet drives af Anja Oxager og et team, der ønsker at samle byens nysgerrige sjæle omkring kreativitet og samvær.

“I mange år kunne jeg slet ikke forestille mig at forlade København. Mine bedste venner blev hængende, og vi elskede kulturen, energien og hverdagen i storbyen. Jeg følte mig mest som mig selv, når jeg gik tur i solen gennem Nordvest med mine slyngvenner under armen – vi var midt i det hele, og det føltes rigtigt.
Derfor kom det som et chok, da jeg efter en weekendtur hos mor og far, skrev under på en 2-værelses lejekontrakt sammen med min jyske tømrer-kæreste. Pludselig skulle jeg flytte tilbage til min barndomsgade i Aarhus.
Men vi havde en mission.
Sammen ville vi skabe det sted, vi selv havde savnet i Aarhus: Kulturbodega Bellis. Et kulturelt mødested med fokus på fællesskab og nysgerrighed. Her kan man deltage i bogklub, udfolde sig kreativt til Croquis eller feste til Boogielistens Musikbanko – og vigtigst af alt, mærke at man ikke er alene.
I en tid hvor mange føler sig rodløse, tror vi på behovet for uformelle og meningsfulde fællesskaber. Kulturbodega Bellis er vores bud på netop dét – et hjemligt sted, hvor man kan hænge ud med vennerne, få en billig fadøl og være en del af noget større,” siger Anja Oxager i en pressemeddelelse.
Bellis’ eventprogram er fyldt med noget for enhver smag, og du kan bl.a. glæde dig til Diva Musikbanko, Croquis & Cava til Techno Yoga, og så er der de hyggelige og kreative events som Broderi & Bajer og koncerter og oplæsninger.
Hvad: Kulturbodega Bellis åbner
Hvor: Graven 21, 8000 Aarhus C
Hvornår: Lørdag 10. maj kl. 14.00
Du kan læse mere om åbningsfesten her