Kvalitetskaffe og lækkert bagværk: Ny kaffebar er kommet til Aarhus
Watch out kaffeholikere, for der er ny kaffe i byen! Navnet på caféen er Cozy & More, og her får du kvalitetskaffe og fristende bagværk.
Cozy & More ligger i Bahne-butikken på Strøget i Aarhus, hvor Coffee Ten, som nu er gået konkurs, tidligere lå.
Næste torsdag den 14. oktober åbner Cozy & More også en afdeling i Storcenter Nord – ligeledes i Coffee Tens gamle lokaler.
Så der bliver rig mulighed for at nyde en god kop kaffe og et stykke bagværk, uanset om du befinder dig i det centrale eller nordlige Aarhus.
Cozy & More er et forholdsvis nyt koncept, men de har fart på. De har nemlig allerede åbnet otte kaffebarer i landet på kort tid.
Bagværk og kaffebønner af høj kvalitet
“Vores koncept bygger på, at alle varer er produceret i Danmark, primært i København-området.
Vi går efter den bedste kvalitet – lige fra kaffen, der er fra Copenhagen Coffee Lab til vores bagværk, der er fra en anerkendt bager i København, som udelukkende bager med økologiske ingredienser,” fortæller Country Manager, Nikolaj Juul, til MigogAarhus.
På menuen er der varme drikke for enhver smag – uanset om du er til cortado, cappuccino, flat white, chai latte eller varm kakao.
Du kan også få en kold cozy shake med jordbær, blåbær, banan og vaniljemælk, en iskaffe eller en lækker sodavand fra Ebeltoft Gårdbryggeri.
Er du sulten, kan du sætte tænderne i en sandwich eller måske lidt sødt bagværk i form af croissanter, snurrer og cheesecakes.
Vi lod os friste af en velsmagende cappuccino og en varm kakao og fik dertil et stykke virkelig god cheesecake med karamel.
Kaffen er smagfuld, og priserne er fine. Du må eksempelvis slippe 28 kroner for en Americano, 34 kroner for en latte og 32 kroner for en flat white.
Hos Cozy & More ønsker man at skabe en stille og rolig stemning, hvor folk kan forbi og sidde og hygge sig sammen.
Man vil også gerne tiltrække byens mange studerende og tilbyder derfor 20% studierabat på hele sortimentet.
Du finder Cozy & More i Bahne på Søndergade 69 og snart i Storcenter Nord, Finlandsgade 17.