Chokoladetyveri gik helt galt: Kvinde sigtet for vold

De fleste af os kender til at crave chokolade – og guderne skal vide, at det kan være en ret så voldsom følelse.
Men uanset hvor stærk chokoladetrangen er, giver det ikke fripas til at stjæle.
Det måtte en 28-årig kvinde sande, da hun mandag kl. 12.47 blev taget på fersk gerning i Føtex Food på M. P. Bruuns Gade.
Her blev kvinden opdaget af en butiksdetektiv, der spottede hende i færd med at forlade supermarkedet med noget chokolade, hun ikke havde betalt for.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Den 28-årige var – til at starte med – ganske samarbejdsvillig og leverede varerne retur uden problemer. Men så slog det ellers klik for hende.
For kort efter svingede kvinden sin arm og ramte butiksdetektiven med flad hånd i ansigtet.
Det varede dog ikke længe, før en patrulje ankom til stedet, hvor de overtog håndteringen af hende.
Læs også: Gik amok i Letbanen: Mand overfaldt letbaneføreren Lussingen kostede den 28-årige chokoladetyv en sigtelse for vold. Hun blev samtidig sigtet for butikstyveri.