Eksklusiv chokoladedrøm: Bageri frister med særlig flødebolle på mors dag

Er det i dag?
Ja, det er det faktisk – mors dag er over os, men hvis du er sent ude med gaven, er der råd at hente.
La Cabra Bakery i Borggade har nemlig din ryg.
I anledning af dagen har bageriet lavet en særlig flødebolle, der formentlig vil gøre din mor varm om hjertet.
Flødebollen indeholder et lyserødt indre af hindbærfyld, som står på en bund af marcipan med kakaonibs.
Hele herligheden er dyppet i crisp 58 % mørk chokolade, som omslutter flødebollen i et tyndt lag og tilføjer en elegant snert af bitterhed.
Vi kunne godt have ønsket os et tykkere lag af den lækre chokolade, men ellers er der ikke meget at udsætte på La Cabras flødebolle.
Den søde marcipanbund med de små kakaonibs får syrligt modspil fra det lyserøde indre og sikrer, at sødmen aldrig kammer over.
Vi er derfor helt overbeviste om, at den vil falde i god jord hos langt de fleste mødre – især med en smuk buket blomster som sidevogn.
Hvad: Flødebolle til mor
Hvor: La Cabra Bakery på Borggade 4F
Hvornår: Åbent kl. 7-17 om søndagen
Hvor meget: 35 kroner per styk