Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Lad træningen begynde: Her er årets ruter til Royal Run i Aarhus

Af Freja Dumont
Foto: Jan Kejser
Foto: Jan Kejser

Royal Run-ruterne i Aarhus er nu klar – og det betyder, at du nu kan begynde at træne ruten, inden det går løs den 6. juni i Aarhus.

Deltagerne kan se frem til en unik royal løbeoplevelse gennem Smilets By, og både deltagere og tilskuere kan opleve masser af spektakulær livemusik og underholdende indslag langs ruten.

Ingen tvivl om, at de nu over 13.500 tilmeldte deltagere til Royal Run ’22 i Aarhus har en helt særlig dag i vente:

”Vi har lagt os i selen for at lave nogle fantastiske ruter til deltagerne på alle vores distancer. Vi har især lagt fokus på, at værtsbyen skal have mulighed for at vise alt det bedste, byen har at tilbyde, frem.

Så der er garanti for, at deltagerne til Royal Run får masser at se på og opleve, mens man går eller løber ruten,” siger Morten Algot Nielsen, der er ansvarlig for planlægningen af ruter i samtlige seks Royal Run-byer.

Glæd jer til musik, gadefest og liv i gaderne

Starten for samtlige deltagere går fra Aarhus’ smukke Mindepark. Ganske rammende for en royal løbefest går en af årets Royal Run-ruter helt ind forbi det smukke Marselisborg Slot.

De tilmeldte på distancen One mile (1,6 km) passerer nemlig igennem selve Slotsparken og kan undervejs nyde den smukke have og skulpturerne, hvoraf en del er lavet af Prins Henrik.

Deltagerne på 5 km- og 10 km-distancen kan se frem til en smuk tur langs vandet på vej ind i byen. Undervejs passerer de blandt andet Tangkrogen, Skanseparken – som er fyldt med koncerter – og Det Grønlandske Hus.

Deltagerne på 10 km-distancen kan desuden glæde sig til at løbe på den smukke boulevard på Ingerslev, en gadefest i Jægergårdsgade, musik og liv på Strøget samt en tur forbi byens imponerende Domkirke.

Undervejs vil der være forskellige musikspots, præsenteret i samarbejde med Music City Aarhus 2022.

Lad træningen begynde: Her er årets ruter til Royal Run i Aarhus

Deltagerne på 10 km-distancen runder også byens ikoniske latinerkvarter, før turen går tilbage mod Mindeparken, hvor der forventes mange tusinde glade tilskuere, som hepper løs og støtter de seje deltagere.

Blandt arrangørerne i Aarhus er forventningens glæde stor:

”Hvad enten man er tilmeldt One mile, 5-kilometeren, 10-kilometeren eller står og hepper langs ruten, tør vi godt love en fantastisk dag i forrygende rammer i Mindeparken og midtbyen.

Det bliver en fest fyldt med masser af musik, bevægelse og fællesskab for hele familien,” siger projektleder Lars Nielsen fra Aarhus 1900 Atletik og Løb.

Se ruterne her.

Gaderne lukkes for trafik

Eftersom de mange tusinde deltagere i Royal Run skal løbe på en bilfri rute igennem Indre By og Frederiksbjerg, vil gaderne den 6. juni blive lukket for trafik løbende fra kl. 10.00 og frem til 16.00.

Der forventes pres på trafikken i hele byen denne dag, og man skal holde øje med standsnings- og parkeringsforbud i flere gader. Det anbefales at lade bilen stå og tage offentlig transport eller cykel, hvis det er muligt.

Yderligere info findes her.

Del artikel

Andre læser også