Lækkersultne tyveknægte: Stjal brændte mandler på julemarked
I anledning af juletiden er der på Lille Torv og Store Torv sat boder op, der sælger forskellige madvarer – men det er ikke alle, der bidrager til den gode julestemning.
Kl. 02.18 ringede en borger nemlig til politiet, da han så to mænd i færd med at bryde et vindue op ind til en af boderne.
En dreng på 16 år og en mand på 27 år blev her anholdt og sigtet for at have stjålet fra julemarkedet.
Det var bl.a. politiets tryghedskameraer, der var med til at afsløre de to gerningsmænd.
Betjente mødt af brændte mandler på jorden
En patrulje var hurtigt på stedet, og de blev mødt af synet af brændte mandler, der lå spredt på jorden foran to boder, der var brudt op. Kort derfra stod to mænd og kiggede ind af vinduet i en tredje bod.
Begge mænd blev sigtet for tyveri og visiteret, og i den 27-åriges lommer fandt betjentene en pose med småmønter og en pose brændte mandler, der stammede fra boderne. Derudover havde han også en klump hash på sig.
Via Østjyllands Politis tryghedsskabende kameraer, der er sat op på torvet, kunne politiet tydeligt se, hvordan de to havde skaffet sig adgang til boderne, og begge er derfor sigtet for tyverierne.
Den 16-årige viste sig at være søgt af en institution, som han blev kørt til.
Den 27-årige bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 13.00. Han er ud over tyveriet fra boderne sigtet for to gaderøverier i nattelivet i Aarhus den 24. september og den 2. november.
Ved episoden i september er han sigtet for sammen med 2-3 andre gerningsmænd at have skubbet en 52-årig mand på Ryesgade og stjålet en mobiltelefon, en flaske vodka, nogle få kontanter og nogle cigaretter fra ham.
Ved i episoden i november er han sigtet for sammen med flere andre gerningsmænd at have truet en 23-årig mand til at aflevere sit ur og et kontantbeløb.