Tårnhøj pris: Tidligere landsholdsprofil sælger millionvilla

I weekenden var han i aktion, da der var dømt legendemøde på Fredensvang.
Men det er ikke kun på AGF’s træningsbaner, den tidligere landsholdsprofil og nuværende fodboldkommentator er i aktion for tiden.
Martin Jørgensen har ifølge Se og Hør sat sin villa i Aarhus til salg.
Villaen, der ligger nær Forteparken og Risskov Torvet, koster i skrivende stund 15,9 millioner kroner, og for pengene får du et grundareal på hele 1.182 kvadratmeter.
Boligen udgør 238 kvadratmeter, ligesom der er 131 kvadratmeter kælder.
Læs også: Spar millioner: Danmarks dyreste landejendom sat ned i pris Ifølge salgsopstillingen er der tale om en charmerende patriciervilla fra 1928, der har gennemgået en totalrenovering i 2010.
Liebhaverejendommen byder på balkoner, en stor terrasse og havudsigt – indendøre finder du bl.a. en flot pejsestue, charmerende stuklofter og et moderne køkken i topkvalitet.
Det er ikke mange danskere, der kan hamle op med Martin Jørgensens fodbold-cv.
Den nu 47-årige østjyde nåede at spille 13 år i den bedste italienske række Serie A, ligesom det blev til over 100 kampe for det danske landshold.
Martin Jørgensens fodboldkarriere startede og sluttede i Aarhus.
Læs også: Nostalgisk gensyn: Legender mødes i Aarhus Alt i alt har han spillet over 200 kampe for AGF, som han afslutningsvis var spillende assistenttræner for i 2014.