Langhoff & Juul overtager boutique hotel og åbner ny restaurant
Langhoff & Juul slår dørene op til et nyt Boutique Hotel i Ebeltoft. Det er teamet bag Aarhus-restauranten af samme navn og Ghrelin gourmet restaurant, der rykker ind på hotellet Ebeltoft Strand.
“Med åbningen af Langhoff & Juul hotellet ønsker vi at skabe en endnu stærkere ude- hjemme følelse hos vores gæster og tage Langhoff & Juul oplevelsen til et nyt niveau”, fortæller ejerne Jonas Langhoff, Carsten Lundberg og Søren Stensdal. ”Ved også at tilbyde overnatninger, weekendophold, bryllupper og konfirmationer kan vores gæster nyde Langhoff & Juul stemningen i endnu flere sammenhænge – så vi forlænger den særlige oplevelse, de får, når de besøger os”.
Som hotelgæst vil du fremover møde både kendte og nye ansigter blandt personalet. Langhoff & Juul overtager også alle selskabsaftaler indgået med Ebeltoft Strand. Langhoff & Juul hotellet vil kunne byde op til 400 gæster velkommen og kan dermed også danne en flot ramme for firmaarrangementer, konferencer og andre større selskaber.
Uformelle rammer
De nye ejere vil skabe uformelle rammer og en afslappet atmosfære med smagfuldt indrettede suites i Langhoff & Juul-stil, der er både unikke og personlige. Hotellet får også en hyggelig pejsestue og en god bar, hvor gæsterne kan slappe af og hygge sig.
Den kendte interiørforretning ‘Utzon interiør’ får egen butik på hotellet inspireret af internationale high-end hoteller rundt om i verden.
Det er vigtigt for Langhoff & Juul, at hotellet bærer både det nordiske udtryk, stemningen og den økologiske ideologi bag restauranten videre. Ebeltoftområdet er leveringsdygtigt i mange lokale råvarer, som køkkenet hos Langhoff & Juul har en forkærlighed for. Det taler hotellet naturligt ind i konceptet og vil tilføre noget unikt til den lokale madscene.
Det hele er pakket ind i skønne rammer og smukke omgivelser med en smuk beliggenhed og panoramaudsigt kun få meter fra vandet. Hotellet er tegnet af Friis og Moltke, bliver en moderne, uformel og hyggelig nyfortolkning af hoteloplevelsen med masser af sjæl og passion.