Latinerkvarteret i nat: Tre mænd anholdt for flere indbrud
Østjyllands Politi fik i nat kl. 03.59 en anmeldelse fra en vaks borger på Rosensgade, der kunne høre lyde fra en lejlighed, hvor der er kontor, og derfor ikke burde være lyde på den tid af døgnet. Der blev sendt to patruljer til stedet, der placerede sig på begge sider af bygningen.
Kort efter kom tre personer løbende ned af bagtrappen, hvor en af betjentene stod. Han råbte dem an, hvorefter de kortvarigt stoppede deres løb, kiggede direkte på betjenten og satte så i løb igen for at komme væk. Betjenten sprøjtede peberspray efter den person, der stod tættest på ham, og det virkede, så han blev på stedet. Herefter satte betjenten efter de to andre, der løb ind i en blindgyde, hvor de fik besked på at lægge sig ned. Det ville de ikke, så betjenten sprøjtede også peberspray mod dem, og det fik dem til at lægge sig ned på jorden.
De tre mænd, der alle er 25 år, blev anholdt, sigtet for indbrud og ført hen til politibilerne, hvor de blev bedt om at identificere sig. To af dem oplyste navn og cpr-nummer, hvilket stemte overens med politiets registre, mens den tredje oplyste et navn og personnummer, der ikke stemte overens med registrene. Han blev derfor sigtet for falsk anklage, hvorefter han identificerede sig med rette navn og cpr-nummer. Da betjentene efterfølgende skulle visitere ham, blev de opmærksomme på, at hans signalement stemte overens med signalementet på gerningsmanden til et indbrud på Sct. Clemens Stræde, som patruljen havde været ude til tidligere på aftenen. Her havde betjentene set overvågningsbilleder af gerningsmanden og kunne se at signalementet matchede, han blev derfor også sigtet for dette indbrud.
Under visitation af en af de andre fandt betjentene nogle nøgler og en iPad, som den anholdte med det samme sagde ikke var hans. Ved nærmere undersøgelse af iPad’en fandt betjentene frem til, at den tilhørte en Café i Skolegade. Patruljen kørte hen til cafeen og kunne konstatere, at der også havde været indbrud. De blev derfor alle tre også sigtet for dette indbrud.
De tre mænd er blevet afhørt og løsladt igen, men er alle fortsat sigtede i sagen.