Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Et lille stykke af Spanien: Nye L’Cobert de CANblau imponerer

Af Freja Dumont
Foto: Jan Bøgeskov
Foto: Jan Bøgeskov

I sidste uge kunne den spanske tapasbar L’Cobert de CANblau, som er en søsterrestaurant til CANblau på Frederiksgade, endelig åbne dørene til et lille stykke af Spanien på M.P Bruuns Gade.

Konceptet er simpelt: Kom ind i de afslappede rammer og nyd en omgang traditionel spansk tapas med god vin, sherry og kølig sangria til.

MigogAarhus lagde vejen forbi tapasbaren, og vi kan allerede nu afsløre, at stedet byder på både stemning og mad, som du ikke finder andre steder i Aarhus.

Et lille stykke af Spanien: Nye L’Cobert de CANblau imponerer
Foto: Jan Bøgeskov

Træd ud af Aarhus og ind i Spanien

Selvom det officielt er forår, og solen begynder at vise sit ansigt mere, var denne dag en kold én af slagsen.

Men det var som om, at vi glemte de store vinterjakker, allerede inden vi trådte ind ad døren hos L’Cobert.

I vinduet ved indgangen blev vi nemlig mødt af synet af en kok, som var i gang med at skære skinke på en stor pålægsmaskine – og lige dér var stemningen sat.

Et lille stykke af Spanien: Nye L’Cobert de CANblau imponerer
Foto: Jan Bøgeskov

Når du træder ind i det aflange lokale, bliver du som det første mødt af et åbent køkken og en bar, hvor du kan sidde og nyde et glas vin og en let anretning, mens du får en snak med kokkene.

Kigger du op, finder du lufttørrede serrano- og Ibéricoskinker, og bevæger du dig lidt længere ind i restauranten, hænger der intet minde end en hel tyr oppe i loftet.

Alt fra de flotte klinker på væggen til bestikket i tapasbaren er importeret fra Spanien, og i kombination med en spansk guitar i højtalerne kommer man i den helt rette stemning, allerede inden maden og drikkevarerne er serveret.

Stedet har også også et lille udsalg, som bl.a. byder på lækkerier i form af egen-importerede skinker, lækre spanske oste, oliven, vin, olivenolier, pølser og meget mere, som kan købes med hjem.

Et lille stykke af Spanien: Nye L’Cobert de CANblau imponerer
Foto: Jan Bøgeskov

Gå på opdagelse i menukortet

Da vi kom ind, blev vist hen til vores bord af den søde tjener, som også præsenterede menuen for os.

Menukortet er delt op i forskellige kategorier lige fra Pescado / Marisco (fisk/skaldyr) til Arroz (paella) og kommer med en blyant, således man kan krydse de retter af, man ønsker. Det anbefales, at man bestiller omkring 7-8 slags tapas til to personer.

Under kategorien ‘Jamon’, findes der 12 forskellige slags skinker. Vi blev anbefalet at sætte et kryds ved ‘4 udvalgte skinker med et glas sherry per person’, så vi kunne prøve lidt forskelligt til en start.

Skinkerne blev serveret på en skifferplade og præsenteret af Marc Bjørn, som både er restaurantchef, kok, medejer af stedet samt ude på gulvet blandt gæsterne.

Hans kærlighed til det spanske køkken skinner i den grad igennem, og det giver en ekstra dimension til oplevelsen, at man kan mærke passionen blandt både kokke, tjenere og stedets sommelier, som har specialiseret sig i sherry.

Netop den spanske hedvin, sherry, blev serveret sammen med de fire skinker, som alle blev præsenteret, så vi vidste, hvad vi med fordel skulle smage efter.

Et lille stykke af Spanien: Nye L’Cobert de CANblau imponerer
Foto: Jan Bøgeskov

Vi satte også et kryds ud for stedets tatar, bacalao salsa verte, spicy tomatsalsa med muslinger i escabeche og croquetas med jamon Ibérico.

Det var en sand fornøjelse for smagsløgene, og vi var ikke et sekund i tvivl om, at det er kokke med kendskab og kærlighed til Spanien og landets signaturretter, der stod bag den tapas, som kom ind på bordet lidt ad gangen.

Disse retter faldt specielt i god jord

Det er svært at fremhæve én ret, eftersom de allesammen var gode på hver sin måde. Vi kan dog sige så meget, at du ikke går galt i byen, hvis du vælger stedets paella med rejer.

Faktisk kan man med fordel krydse to af fra start, for den smager virkelig af en omgang mere.

De grillede gambas samt bacalao, som er spansk torsk, er også et sikkert valg, som tog vores tanker direkte til et lille lokalt spisested i Barcelona.

Hertil skålede vi i sangria, som selvfølgelig serveres i kander, og kolde San Miguel øl.

Til at runde spiseoplevelsen af bestilte vi Spaniens nationaldessert: churros med vaniljeis og chokolade/karamelsovs.

Og hold nu op – det er altså en dessert, som du bliver nødt til at smage, hvis du spørger os.

Du kan se hele menuen lige her.

Et lille stykke af Spanien: Nye L’Cobert de CANblau imponerer

L’Cobert de CANblau har hele pakken

Når man tager ud for at spise, er det naturligvis for at få et lækkert måltid. Det kan vi med ro i maven sige, at du er garanteret hos L’Cobert.

Men du får også meget mere end en fuld mave og tilfredsstillede smagsløg.

For hele stemningen, lige fra indretning til musik og betjening, gør, at du er en oplevelse rigere, når du går fra restauranten. Og dét er man altså ikke garanteret alle steder.

L’Cobert føles som et lille hverdagshelle, og du glemmer for en stund, at du sidder i Aarhus og ikke på en lokal tapasbar i Barcelona.

SÅ! Hvis du også godt kunne trænge til stemningen af sydligere himmelstrøg og smagen af Spanien, men gerne vil spare den lange rejsetid, så kan vi varmt anbefale dig at lægge vejen forbi M.P. Bruuns Gade 22.

Du kan booke bord lige her.

Del artikel

Andre læser også