Åbner snart igen: Legendarisk Aarhus-restaurant reddet

Det er ikke engang en uge siden, den ekstremt ærgerlige nyhed landede.
Legendariske Restaurant Kohalen blev meldt konkurs, men nu blæser anderledes positive vinde over frokostrestauranten på Sydhavnen.
Parret, der forpagter, Jes og Rita Laustsen har nemlig fået en økonomisk håndsrækning, der gør, at Kohalen er reddet.
“Tusind tak for den store opbakning vi har fået fra nær og fjern i forbindelse med vores nylige konkurs.
Det er med stor glæde og lettelse, vi nu kan fortælle, at vi ved hjælp udefra igen kan åbne Restaurant Kohalen,” lyder det på restaurantens hjemmeside.
Det var corona og nedlukninger, der bragte den historiske restaurant i knæ, men nu kan Jes og Rita Laustsen beholde restauranten med hjælp fra pengestærke folk, fortæller parret til TV2 Østjylland.
Den legendariske restaurant på Jægergårdsgade 164A, hvis historie strækker sig helt tilbage til 1907, har de seneste mange år budt på god dansk frokost til sine gæster.
Så sent som i 2018 blev stedets bøfsandwich kåret til ‘Danmarks Bedste’ af De Brune Riddere.
Restaurant Kohalen genåbner allerede 20. april – lige efter påsken.
“Vi åbner på onsdag og glæder os HELT VILDT,” skriver restauranten på Facebook.