Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Legendarisk restaurant genåbner: Nyt stærkt kokkepar står klar i skovens idyl

Af Jonathan Sten Drivsholm
Restauranten ligger i idylliske omgivelser.
Restauranten ligger i idylliske omgivelser.

I historiske rammer ved Marselisborg Dyrehave er en spændende genåbning lige på trapperne, for på lørdag slår skovrestauranten Thors Mølle dørene op med nye gastronomiske kræfter i køkkenet.

De nye ejere er Birgitte og Tommy Friis, og de bringer masser af erfaring med til den legendariske restaurant i skoven.

Senest har de to stået i spidsen for Hotel & Restaurant Fru Larsen i Laurbjerg, og det er i det hele taget et kokkepar med flotte CV’er, der har overtaget det idylliske spisested i Aarhus.

Legendarisk restaurant genåbner: Nyt stærkt kokkepar står klar i skovens idyl
Birgitte og Tommy Friis har overtaget Thors Mølle.

Birgitte Friis har tidligere arbejdet på Restaurant Grønnegade og Restaurant Prémisse (nu AOC med 2 Michelinstjerner), mens Tommy Friis har en fortid hos anerkendte restauranter som bl.a. Henne Kirkeby Kro, Kong Hans Kro og ikke mindst Molskroen.

Fører ældgammel tradition videre

De to kokke overtager Restaurant Thors Mølle fra Anders Langvad og Mikkel Windfeldt, der i 6 år har drevet stedet, og det er i samme stil, de har tænkte sig at drive restauranten videre.

“Vi har stor respekt for den helt særlige stemning på det gamle traktørsted og vil på mange måder videreføre den stil og linje, som Anders & Mikkel har lagt – samtidig med at vi selvfølgelig sætter vores helt eget aftryk på gastronomi, stemning og værtsskab,” lyder det fra Birgitte og Tommy Friis i en pressemeddelelse.

Legendarisk restaurant genåbner: Nyt stærkt kokkepar står klar i skovens idyl
Orangeriet på Thors Mølle.

Thors Mølles historie strækker sig helt tilbage til 1637, hvor stedet blev anlagt som en krudtmølle.

I 1700-tallet var der tradition for, at skovgæster kunne få mad og drikke i møllestuen, og denne tradition er blevet videreført helt til i dag.

Frokost, kaffe og en masse events

Under de nye ejer vil Thors Mølle fortsætte som frokostrestaurant, så det er muligt for alle at besøge stedet torsdag til søndag mellem kl. 12 og 16, hvor det også vil være muligt at få en kop kaffe og et stykke hjemmebagt kage.

Udenfor dét tidsrum er det, som restauranten har haft tradition for, muligt at holde fester og selskaber, ligesom de nye ejere af og til vil invitere indenfor til brunch om søndagen, kokketræf, skaldyrsaften og en masse andre spændende arrangementer på stedet.

Legendarisk restaurant genåbner: Nyt stærkt kokkepar står klar i skovens idyl
Foto: Restaurant Thors Mølle

“En frokost eller en kop kaffe på Thors Mølle er en skøn måde at afrunde en god gåtur i skoven på – men også rolige rammer for en forretningsfrokost eller et møde. Mulighederne er mange og alle forespørgsler er utrolig velkomne,” fastslår Birgitte og Tommy Friis.

Frokostkortet er byder på alt fra smørrebrød med rørt oksetatar til retter med pighvar og confiteret and.

Lige nu gør Birgitte og Tommy Friis Orangeriet, Pejsestuen og Skovstuen klar til åbningen, der venter lige om hjørnet. Begge glæder sig til at byde velkommen på hyggelige Thors Mølle.

Hvad: Restaurant Thors Mølle genåbner
Hvor: Thorsmøllevej 15 i Marselisborg Skov
Hvornår: Lørdag den 5. marts