Aarhus Symfoniorkester: Euforisk tiltrædelseskoncert med levende legende
Legenden Leif Segerstam indleder sit officielle virke som 1. gæstedirigent i Aarhus Symfoniorkester med et brag af en koncert.
Den nordiske kæmpe og mytiske ener, Leif Segerstam, vil de næste tre år udfylde en fast rolle som 1. gæstedirigent i Aarhus Symfoniorkester. Hans tiltrædelseskoncert bliver med Anton Bruckners 7. symfoni – et på alle måder massivt værk, der passer perfekt til den vitalitet og gennemslagskraft, Segerstam er kendt for.
Tiltrædelseskoncert med Leif Segerstam:
“Uafvendelig. Ufravigelig. Uomgængelig.”
Torsdag 24. januar, kl. 19.30
Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus
Koncerten markerer også begyndelsen på en indspilningsrække af Bruckners værker med Segerstam og Aarhus Symfoniorkester. Optagelserne produceres af den anerkendte producer Preben Iwan og er generøst støttet af Det Obelske Familiefond og Augustinusfonden. Der er i øvrigt tale om en serie af verdenspremierer, da der endnu ikke findes indspilninger af Segerstam, der dirigerer Bruckner.
OM LEIF SEGERSTAM
Leif Segerstam er født i 1944. Han er uddannet på Sibelius akademiet som violinist, pianist og dirigent. Efterfølgende har han studeret direktion på Julliard School of Music i New York.
Listen af orkestre Segerstam har været tilknyttet er alenlang. Bl.a. har han været chefdirigent for Helsinki Filharmonikerne, DR Symfoniorkester og det østrigske radioorkester, samt gæstedirigent for orkestre som Chicago Symphony og Los Angeles Filharmonikerne. Han er professor ved Sibelius akademiet i direktion – og listen af prominente elever er, ikke overraskende, også lang.
Den fuldfede romantiske orkesterklang, det nye og det nordiske står Leif Segerstams hjerte nær. Det afspejles tydeligt af en lang liste af indspilninger: Referenceindspilninger af det nordiske standardrepertoire – Jean Sibelius’ og Carl Nielsens symfonier – overdådigt perspektiveret af ny orkestermusik af finnen Einojuhani Rautavaara, svenskerne Karl-Birger Blomdahl, Allan Petterson og danske Per Nørgård. Dertil indspilninger af klassikerne Brahms, Mahler, Schnittke, Corigliano, m.fl. Alt sammen præget af stor musikalsk indsigt og smittende livskraft.
Udover sin rolle som dirigent er Leif Segerstam en komponist med et svimlende antal orkesterværker på CV’et – i skrivende stund 327 symfonier – og ikke overraskende han har også modtaget Nordisk Råds Musikpris (1999) for sit utrættelige virke for Nordisk musik.
I 2018 skrev Segerstam en treårig kontrakt med Aarhus Symfoniorkester om stillingen som 1. gæstedirigent, og publikum kan se frem til en række intense koncerter og medrivende indspilninger – både i indeværende sæson og de kommende to sæsoner.
LEIF SEGERSTAM – KONCERTER I SÆSONEN 2018-19:
Tors. 24/1, kl. 19.30
Uafvendelig. Ufravigelig. Uomgængelig.
– A. Bruckner: Symfoni nr. 7
En brændende katedral af toner og en hyldest til ånden og klangens væsen. Bruckner er musik til livet, døden og evigheden.
Tors. 7/2, kl. 19.30
Bevægende. Beåndet. Bjergtagende.
– A. Bruckner: Symfoni nr. 4, “Den Romantiske”
Naturens vildtvoksende vidundere oversat til toner og musik, der med hornet i centrum følger en hæsblæsende jagtudflugt gennem romantikkens landskab.
Tors. 21/3, kl. 19.30
Nordiske kæmper
– L. Segerstam: Symfoni nr. 314, ”Pi” (dansk førsteopførelse)
– J. Sibelius: Symfoni nr. 4
– C. Nielsen: Symfoni nr. 5
Danske og finske nationalhelte forenes i et fællesnordisk ridt gennem den skandinaviske identitet.
Tors. 23/5, kl. 19.30
Det uudslukkelige Norden
– C. Nielsen: Symfoni nr. 4, ”Det uudslukkelige”
– J. Sibelius: Symfoni nr. 2
Nordiske nationalkomponister sætter krigen og krisen i musik – og overvinder dem.
Alle koncerter finder sted i Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus. Se mere her: