Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Letbanen skal til eftersyn: Aflysninger i flere uger

Af Jonathan Sten Drivsholm
Foto: Oliver Thiesen
Foto: Oliver Thiesen

Flere letbanetog mangler at få foretaget et påkrævet eftersyn.

Derfor trækkes de nu ud af drift, og det påvirker køreplanerne i de kommende uger, skriver Aarhus Letbane i en pressemeddelelse.

Så sent som i morges var Letbanestrækningen L1 ramt af aflysninger, fordi flere tog var ude af drift.

En lignende situation skal østjyderne nu vænne sig til i ugevis.

For passagerne betyder det, at der vil være færre afgange både i hverdagen og i weekenderne.

Det er primært L1 mellem Grenaa og Aarhus H, der bliver påvirket, fordi det er letbanetog, som normalt kører på den strækning, der er taget ud af drift.

‘Utroligt ked’ af situationen

Aarhus Letbane melder, at der arbejdes koncentreret på at få nødkøreplaner klar, så passagerne ved, hvad de kan forvente i de kommende uger – og at der kigges på løsninger med erstatningsbusser.

Tidsrammen, for hvornår eftersynene af visse letbanetog kan gennemføres, er i øjeblikket ved at blive udarbejdet.

”Vi er utroligt kede af at måtte trække flere letbanetog ud af drift. Men når et eftersyn ikke er gennemført, er der risiko for en svækkelse af sikkerheden, og dermed må letbanetogene ikke køre.

Jeg beklager de gener, det giver for vores passagerer i den kommende tid.

Det her må naturligvis ikke ske, men vi sætter altid sikkerheden højst, også selv om det desværre går ud over driften,” lyder det fra Michael Borre, administrerende direktør for Aarhus Letbane.

Så snart nødkøreplanerne er klar, vil de være at finde på Midttrafiks hjemmeside. 

Aarhus Letbane opfordrer desuden til altid at tjekke Rejseplanen, inden man tager hjemmefra.

Del artikel

Andre læser også