Endelig: Lidl åbner stor butik i midtbyen
I december breakede nyheden om, at Aldi ville trække sig fra det danske marked og overlade en stor del af sine 188 danske butikker til Rema 1000.
I februar stod det så klart, at Lidl ville overtage den tidligere Aldi-butik på Rådhuspladsen 10 midt i Aarhus – blot 1 kilometer fra dagligvarekædens nye hovedkontor på Godsbanen.
Nu er dagen så kommet. Her til morgen – torsdag d. 8. juni – er den nye Lidl endelig åbnet.
I den anledning er butikken pyntet op med flag, ligesom der er lavet en port af farverige balloner ved indgangen.
I spidsen for den 700 kvadratmeter store butik i midtbyen står den rutinerede butikschef Seier Kragh Hansen.
Han kommer direkte fra en stilling som butikschef ved Lidl i Risskov.
”Jeg ser det som et stort skulderklap, at jeg skal være butikschef for den nye butik i centrum af Aarhus.
Jeg har arbejdet i Lidl i over fire år, hvor jeg både har været i den sydlige og nordlige del af Aarhus, så det bliver spændende nu at drive en butik i hjertet af Aarhus”, fortæller Seier Kragh Hansen.
Seier Kragh Hansen er ansvarlig for et team på omkring 20 personer, hvoraf halvdelen er tidligere Aldi-ansatte.
Med butikken på Rådhuspladsen er Lidl nu endelig at finde i Aarhus C. Fremover vil den være åben hver dag fra klokken 8.00 til 21.00.
Du finder byens øvrige Lidl-butikker i Viby, Brabrand, Hasle, Skejby og Risskov.