Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Lige meldt ud: Landskampe spilles på Aarhus’ nye stadion

Af Jonathan Sten Drivsholm

Nu er det officielt, at vi kan se frem til flere rød-hvide fodboldoplevelser i Aarhus.

Herrelandsholdet kommer nemlig til at spille to kampe på Aarhus’ nye stadion, som efter planen står færdigt i udgangen af 2026.

Det skriver DBU i en pressemeddelelse.

Derudover vil de danske ungdomslandshold spille minimum tre kampe i kommunen.

Ny aftale med Aarhus Kommune

Landskampene er en del af en ny aftale mellem Aarhus Kommune og DBU.

Den brede aftale tager udgangspunkt i DBU’s vision ’En Del Af Noget Større’ samt kommunens fokus på ’vilde problemer’, som handler om at samarbejde på tværs for at nå effektive resultater.

Et af initiativerne tilgodeser børn med særlige behov, som kan se frem til, at de får bedre muligheder for at spille fodbold med ligesindede i projektet ’En del af holdet’, som er et samarbejde mellem DBU og Parasport Danmark.

Aftalen skal samtidig sparke gang i samarbejdet mellem fodboldklubber og kommunens sundhedsindsatser ved hjælp af Fodbold Fitness, som er fodbold for fx patientgrupper eller motionister, der kan have svært ved at spille på et normalt turneringshold.

Aftalen er underskrevet af Aarhus Kommunes nye borgmester, Anders Winnerskjold, rådmand for Kultur- & Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad, rådmand for Sundhed & Omsorg, Christian Budde, samt rådmand for Sociale Forhold & Beskæftigelse, Anette Poulsen.

Lige meldt ud: Landskampe spilles på Aarhus’ nye stadion

Den brede aftale glæder DBU’s formand, Jesper Møller.

”Aarhus er en stor fodboldby, og det er en fantastisk bred aftale for aarhusianerne og kommunens fodboldklubber.

Vi vil gerne have endnu flere piger, børn med særlige behov og frivillige ind i fodboldens fællesskab, og det kan aftalen hjælpe med, da den både taler til fodboldspillere og fodboldfans.

Derudover glæder jeg mig til at se fodboldkampe på det nye flotte stadion i Kongelunden,” udtaler Jesper Møller.

Bedre vilkår for unge spillere

Der er fokus på bæredygtighed i aftalen med landets andenstørste by. Parterne vil samarbejde om, at fodbolden i Aarhus Kommunes klubber skal være mere bæredygtig.

Aarhus Kommune indgår samtidig i et samarbejde om DBU’s test- og udviklingsprogram for alternative kunstgræsbaner, hvor klubberne skal være med til at teste, hvilke alternativer der er til gummigranulat, så de fodboldglade aarhusianere kan spille på det bedste underlag med den mindst mulige klimabelastning til følge.

Klubberne får værktøjer til at fastholde og tiltrække frivillige kræfter, så klubbernes spillere får de bedste forudsætninger for et godt fodboldmiljø.

Kommunens mange fodboldglade børn vil få bedre vilkår samt trygge og sikre miljøer, så de får en god start på foreningslivet.

Pigerne i kommunen kan ligeledes se frem til et løft, da aftalen har fokus på, at flere piger skal få del i kærligheden til den lille runde.

Aftalen er bred, og hele fire magistratsafdelinger i Aarhus Kommune har været involveret i processen.

Aftalen strækker sig over fem år og udløber til november 2029. 

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

Mest læste historier i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien