Helt nyt mysterie: Nu kan du løse kryptiske vikingegåder i Aarhus’ gader
Som noget helt nyt kan du nu opleve Aarhus gennem et nyt vikingemysterie.
Escape rooms har i en del år været en populær aktivitet blandt vennegrupper og virksomheder, men udendørs escape games har først for nylig bredt sig ude i den virkelige verden.
Aarhusianske UrbiHunt har netop udviklet spillet ”Loke truer Aarhus”, hvor du skal løse kryptiske gåder ude i byrummet for at forsvare byen.
Spillet er det tredje i rækken af UrbiHunts mysteriespil, som de har udviklet eksklusivt til Aarhus.
Forsvar Aarhus mod jætterne
”Loke truer Aarhus”, der nu er på gaden, går kort fortalt ud på, at Aarhus er under angreb af jætterne i år 865.
Loke, den utilregnelige gud, har stjålet en kraftfuld økse, som vikingerne skal bruge til at forsvare byen med, og det er nu op til dig og dine medspillere at overliste Loke og skaffe øksen tilbage til vikingerne.
Spillet starter på Pustervig Torv og varer 2-3 timer. Du må gerne tage drikkepauser undervejs.
”Vi mener, der har manglet en vikingeoplevelse ude i byens rum i Aarhus midtby, hvor vikingebyen lå. Vi leger med vikingeuniverset på en måde, der bringer det til live, og hvor spillerne er en aktiv del af oplevelsen.
Og så er det jo bare fedt at komme på en mission midt i den by, som man ellers måske mest bruger til shopping eller café-besøg,” siger Jakob Oddershede, medstifter af UrbiHunt.
Skaber oplevelser lokalt
UrbiHunt var i 2021 en af 10 virksomheder, der var udvalgt i det nationale projekt ”Kickstart Innovationen”, som VisitAarhus, Wonderful Copenhagen, Destination Nord og Destination Fyn stod bag og som blev støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Projektet havde til formål at skabe aktivitet i storbyerne efter konsekvenserne af corona-pandemien. ”Loke truer Aarhus” er nu det tredje spil, den lokale virksomhed lancerer i byen.
”Vi vil gerne være med til at skabe oplevelser lokalt, så man ikke behøver rejse langt væk. Vores spil er skræddersyede til Aarhus, og da de både er udfordrende og på tid, ligesom escape rooms, ser vi, at deltagerne får en rigtig god Aarhus-oplevelse ud af det,” siger Jakob Oddershede.
”UrbiHunt er et rigtig godt eksempel på, hvordan ”Kickstart Innovationen” har været med til at gøre en forskel. Projektet var en hjælp til at holde aktivitet i byerne under corona. Og nu skaber det også stor værdi på bagkant, hvor der er skabt nogle rigtig gode oplevelsesprodukter til lokale og gæster i Aarhusregionen,” siger Pia Lange Christensen, direktør i VisitAarhus.
Sådan kommer du i gang
Saml dit hold, tag til Pustervig Torv og hent UrbiHunt-appen i App Store eller Google Play.
Der skal bruges mindst en smartphone for at komme i gang, men op til tre andre deltagere kan spille med simultant via egen telefon.
Det koster fra 100 kr. pr. spiller, og du kan læse mere her