Ny restaurant i Aarhus: Mad på højt niveau uden fine fornemmelser
Der er nok at se frem til, når Aarhus’ restauranter (forhåbentligt snart) kan invitere gæster indenfor igen.
Et af stederne, vi glæder os til at besøge, er a la carte restauranten Restaurant Reel, som er spritny på den aarhusianske madscene.
Indtil stedet kan slå dørene op for gæster i deres hyggelige nye lokaler på Norsgade 1 i hjertet af Aarhus, kan du allerede fra på torsdag bestille deres 3-retters menu som takeaway. Den nye restaurant kommer til at tilbyde takeaway hver torsdag til lørdag.
God mad til gode priser
Som navnet antyder er konceptet helt reelt: Det skal være en nærværende oplevelse at besøge restauranten, og stemningen kommer til at være afslappet og hyggelig med 70’er- og 80’er-hits strømmende fra højtalerne.
Samtidig bliver det også et spisested med en meget ambitiøs tilgang maden.
”Vi syntes lidt, at der manglede et sted i Aarhus, hvor du kan få mad på et højt niveau til overkommelige priser.
Det kan du hos os, og uden det bliver for fornemt. Her må folk gerne komme ind fra gaden til et glas vin og lidt snacks.
Men man kan selvfølgelig også sidde og få en 4-retters menu med tilpassede vine til. Der skal være lidt til enhver smag,” siger Anaëlle Tims Macé, som er en af de tre ejere af Restaurant Reel.
Simpelt men godt
Madstilen er hovedsageligt nordisk- og franskinspireret, men de to kokke og medejere Simon Nielsen og René Vind Nicolajsen låner gerne inspiration til menuen fra resten af verdens køkkener .
Menukortet bliver småt men godt, og med masser af udskiftning så køkkenet kan få nye udfordringer.
”Vi kommer til at køre med få råvarer, men så er der til gengæld også kredset ekstra meget om det, som ligger på tallerkenen.
Derudover får vi også en skiftende menu. Hvis vores fiskeleverandør pludselig ringer og siger, at han har fanget en speciel fisk, så tilpasser vi dagens menu efter det,” siger Anaëlle Tims Macé
Ny menu hver uge
Indtil Restaurant Reel bliver indviet med siddende gæster, kan du prøve deres 3-retters takeawaymenu til 250 kr.
Menuen skifter for hver uge, og i denne uge kan du få grillet laks med glaskål, persille og hyldeblomst til forret. Til hovedret står den på pithivier fyldt med kalvekæber og dertil grillet porre og ramsløgssauce. Og til dessert får du en vandbakkelse med karameliserede æbler og jordskokkecreme.
”Vi håber, folk er sultne og stadig har lyst til at spise lokalt, når vi engang kan få lov at åbne. Vi glæder os i hvert fald meget til at byde folk indenfor.
Indtil da håber vi, at aarhusianerne er interesserede i at bestille vores menu hjem, så de ved, hvad der venter dem, når vi åbner,” siger Anaëlle Tims Macé.
Hvad: Restaurant Reel som takeaway
Hvor: Maden skal afhentes i restauranten på Norsgade 1 i tidsrummet 16.30-18.00 den pågældende dag. Betaling sker ved afhentning.
Hvordan: Bestilling sker via mail på kontakt@restaurantreel.dk. Du skal bare skrive, om I vil have take away torsdag, fredag eller lørdag, samt hvor mange I er.
Restaurant Reel laver kun et begrænset antal menuer per dag – bestilling skal derfor ske senest kl. 12.00 den pågældende dag.