Madanmeldelse af Anker på Nordhavnen: Når skinnet bedrager

Skrevet den 7. marts 2020 kl 07:57 Af anders@sommersangdigital.dk

Restaurant Anker har perfekt beliggenhed, flotte rammer og god betjening. En skam, maden ikke matcher resten.

Bygningen sender med dens arkitektur tankerne mod Skagen, Bornholm og endda Tunø. Beliggende helt ud til kajen på fiskerihavnen i det nordlige Aarhus med udsigt til vand og sejlbåde på den ene side og to af byens mest berømte fiskebutikker på den anden er man ikke i tvivl om, at man er på vej på maritim restaurant.

Indenfor er alt inventar relativt nyt og tilsyneladende af tydelig høj kvalitet, og selv den maritime udsmykning er forholdsvis både stilfuld og passende. Der er god belysning, perfekt akustik og i det hele taget en ret behagelig stemning.

Det var vores klare førstehåndskonklusion, da vi to personer for nylig besøgte Restaurant Anker. Tilmed blev vi taget godt imod, fik et dejligt vinduesbord med god plads og havde en dygtig tjener. Vi sad komfortabelt på bløde stole, der var udsigt til det luksuriøse køkken, og vinglas kæmpede med dug og bestik om at funkle allermest.

Alting tegnede så lyst.

Bredt udvalg

På papiret så det såmænd også godt ud. Et stort udvalg af fisk og skaldyr og også fine muligheder for en steak.

Den ene side af menukortet med kaviar, østers og skaldyrsfade til deling, samt bøffer i to forskellige udskæringer og desuden forskellige menuer. De enkelte retter til omkring 300 kr. per person, menuerne fra cirka samme pris for tre retter og op til små 800 kr. per person for en helaftensoplevelse.

Den anden side var inddelt i priser med a la carte-retter til henholdsvis 100, 200 og 300 kroner med alt fra moules frites, hummer og ”kutterens fangst” til croque madame, tatar og peberbøf.

Vi valgte a la carte-vejen og bestilte to retter hver til at begynde med.

Fiskemasse og ost

Den fine kulisse til trods, kan jeg roligt afsløre, at næsten ingen retter denne aften var pengene værd, så er man ikke til detaljerne, kan man fint hoppe ned til konklusionen allerede nu.

Forretterne kom (lidt for) hurtigt på bordet, fiskesuppe på den ene side og gratinerede rejer på den anden. Af udseende begge nydelige, og suppen blev i bedste stil også hældt op ved bordet.

Den legerede suppe indeholdt syv slags fisk samt skaldyr og dild. En kammusling og en rød krebs på toppen var fine, men resten af fisken var aldeles udkogt, og hverken dild eller for den sags skyld andre ingredienser var til at spore i smagen. En ligegyldig suppe blottet for friskhed, bid og god smag. Virkelig skuffende.

På den anden side af bordet var der smag, men nærmest kun af ost. De ellers udmærkede, store rejer var dækket af et tykt lag ost, så indholdet, som var glaskål, soja, tang og hvidløg, blot blev bogstaver på papir.

Vi fik brød til forretterne. Det smagte daggammelt, selvom det var ristet.

Men betjeningen var god

På tjenerens anbefaling drak jeg et glas riesling fra Pfalz i Tyskland, Dr. Von Bassermann-Jordan. Den havde godt med perlende syre og frugtighed, som nok kunne have været fin til en bedre suppe.

Det var bestemt ikke tjenerens skyld, han var tydeligvis kompetent. Som da min medspiser ville skifte hovedret (hun ville have haft gratinerede blåmuslinger, men havde fået ost nok for en aften), anbefalede han hende også at skifte vin. God stil.

Således drak hun en fin pinot noir fra Joseph Drouhin i Beune i Borurgogne til sine ”tomatrejer”, mens tjeneren valgte en argentinsk Malbec med masser af tannin og god fylde til min tournedos rossini.

Fine valg og god betjening, men lige lidt hjalp det.

Manglende kvalitet

Min oksemørbrad var tør og uden smag og med en for brændt skorpe. Den revne trøffel ovenpå havde sært nok heller ikke megen smag. At den stegte foie gras så var god og velstegt, og at grøntsagerne havde bid, kunne ikke rigtig afhjælpe den ringe kødkvalitet.

På den anden side af bordet var det igen rejer – denne gang små og uden smag, som var de fra spand – i selskab med alt for hårde, soltørrede tomatskiver samt salat. I bunden på det ristede brød var en fin hummermayonnaise, men den manglede medspil fra resten, så det hele bare blev en middelmådig rejemad.

Heldigvis havde hun bestilt en gang pommes frites ved siden af, og de var udmærkede.

Ikke sprød, men sød afslutning

Vi sluttede af med creme brulé, hvor sukkeret desværre langt fra var karamelliseret, men var som at få en skefuld sukker i munden. En skam, for ellers var smagen ganske god.

Den anden dessert var en fin, lille og sprød brombærtærte med marengs og hvid chokoladecreme – aftenens bedste ret, dog uden at være prangende.

Uudnyttet potentiale

Prangende er maden bare i det hele taget ikke på Anker, og hvor er det ærgerligt – og også lidt underligt. For man har alle muligheder for friskhed og kvalitet i lækre omgivelser, men det er som om, man ikke udnytter dem ordentligt.

Det hele bliver nydeligt udenpå, men nærmest tomt indeni, derfor overskriften ”skinnet bedrager”, for det var den fornemmelse, vi forlod Restaurant Anker med.

Den endelige dom lyder dermed på en oplevelse under middel, hvor kun betjening, vin og miljø var anbefalelsesværdigt, mens hovedingrediensen, maden, ikke var små 1500 kr. værd på trods af pæne anretninger. Med et gevaldigt løft til kvalitet og udførelse i køkkenet vil piben absolut få en anden lyd.