Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Madanmeldelse: En helt igennem vellykket aften på Pondus

Af anders@sommersangdigital.dk

Ordet Pondus stammer oprindeligt fra det latinske sprog og betyder vægt.

I dag beretter ordbogen, at Pondus også betyder udstråling af kraft, autoritet, selvsikkerhed og værdighed. Her er altså lidt at leve op til, for den lille BIB Gourmand restaurant ved åen i Aarhus. Derfor var forventningerne også høje, da vi skulle besøge Pondus denne lørdag aften.

 

Lillebror ved åen

Pondus er lillebror til Michelinrestauranten Substans i Frederiksgade. Pondus ser ikke ud af meget udefra og egentlig heller ikke indenfor.

Der er ganske få siddepladser ude. Indenfor er restaurantlokalet forholdsvist lille og byder på omkring 35 pladser. Der er ingen ny moderne indretning med åbent køkken eller lignende. Her er maden og betjeningen i fokus.

Madanmeldelse: En helt igennem vellykket aften på Pondus

Hyggelig og uformel dansk bistro

Pondus emmer af hygge. Trods bistroens rigtig gode anmærkninger, blandt andet som en del af Bib Gourmand i Michelinguiden, så virker alt til at være dejlig uformelt og afslappet.

Madanmeldelse: En helt igennem vellykket aften på Pondus

Menukortet på Pondus er skrevet på en stor tavle bagerst i restauranten, og findes ikke på skrift andre steder.

 

Super betjening

Vi blev mødt af aftenens eneste tjener, som med stort overskud smilende bød os velkommen og gav os fri valgmulighed på de tilbageværende pladser.

Hun var vores tro væbner gennem hele aftenen. Hun var rigtig behagelig, hjælpsom og snakkesalig, på den gode måde vel at mærke. Der var et hyggeligt og personligt element i det faktum, at hun var ’eneste sømand på skibet’, og hun jonglerede fornemt mellem rollerne som vært, tjener og sommelier.

Hun havde godt styr på vinene, og fik præsenteret dem fint med en tilpas portion historie. Maden og spørgsmål hertil, blev både serveret og besvaret med et glimt i øjet.

 

Utrolig lækkert brød

Brødet på Pondus var ualmindelig lækkert. Vi fik serveret det rustikke surdejsbrød på et træbræt, hvortil der var sat en klat hjemmekærnet smør på kanten af brættet. Brødet var perfekt bagt, med en tynd, let brændt og sprød skorpe, og indeni var det perfekt svampet. Det forsvandt lynhurtigt, og vi blev derfor nødt til at bede om en ny omgang inden forretten.

Madanmeldelse: En helt igennem vellykket aften på Pondus

Enkelt og meget simpelt menukort

At sige udvalget på Pondus er stort, vil være en stor overdrivelse. Menukortet er helt smalt, enkelt og simpelt, hvilket i min verden oftest er et kæmpe kvalitetsstempel.

Pondus kører en dagens menu, som består af forret, hovedret samt dessert. Derudover har de et a la carte kort, som består af 3 forretter, 2 hovedretter samt 3 desserter.

Der er også mulighed for at købe Ponduspakken, som ud over dagens menu består af et glas bobler samt snacks, vinmenu, kaffe og sødt.

 

A la carte eller dagens menu

Vi valgte begge dele. 3 retter fra a la carte kortet samt dagens vegetarmenu, dog med fisk til forret, samt tilhørende vinmenu til begge.

 

Tartar og ceviche som forretter

Jeg er personlig svært glad for tartar, og har derfor utrolig svært ved at gå uden om den ret, hvis den forekommer på menukortet.

Pondus’ tartar version lyder, som følger: Tartar med peberrod, fennikelfrø og sprødt. Tartar kødet på Pondus er hakket og ikke skrabet. Det ligger oven på en peberrodscreme med lidt revet peberrod, fennikelfrø og østersurt (oprindelig kaldet hestetunge), samt sprøde kartoffelchips på toppen.

Madanmeldelse: En helt igennem vellykket aften på Pondus

Tartaren var lækker, og især de små fennikelfrø samt elementet med østersurt var anderledes og nytænkende. Østersurt vokser ved vandet, og har derfor en lidt tangagtig smag med masser af salt. Det gav lidt bitterhed og salt til tartaren, som fungerede super godt.

 

Forretten på dagens vegetarmenu var den klassiske sommerlige fiskesalat ceviche. Den bestod af: Lyssej med squash, brændt smør, radiser og feldsalat.

Madanmeldelse: En helt igennem vellykket aften på Pondus

Den sommerlige, kolde fiskesalat var lækker og smagfuld. Især de råmarinerede squash og rå radiser gav retten smag og sprødhed.

 

Gris og vegetar til hovedret

A la carte hovedretten bestod af gris, nærmere betegnet nakkefilet med nye løg, råmarinerede lokale gulerødder, feldsalat og flødesauce skilt med persilleolie. Nakkefileten på Pondus var stegt tilpas, således der stadig var efterladt smag og mørhed i kødet. En rigtig fin hovedret.  

Madanmeldelse: En helt igennem vellykket aften på Pondus

Aftenens vegetarhovedret på dagens menu var stort set identisk med grisen. Den bestod af: Danske kartofler og gammel knas fra Arla Unika med råmarinerede lokale gulerødder, feldsalat, forårsløg og ristede hasselnødder, toppet med flødesauce skilt med persilleolie.

Madanmeldelse: En helt igennem vellykket aften på Pondus

Egentlig lyder det umiddelbart kedeligt, men det smagte fantastisk. Det var utrolig smagfuldt. De enkelte råvarer kom virkelig til sin ret, og smagen derfra kom til udtryk på bedste vis. Især tilføjelsen af Arla Unika osten gik rent ind. Det var holdt simpelt, men med stor kvalitet. Råvarerne fungerede perfekt sammen, og retten udgjorde aftenens overraskelse og bedste smagsoplevelse.

 

Moreller og lavendelis til dessert

Første dessert bestod af: Marinerede moreller med rugbrødscrumble i bunden, is med brunet smør og estragonolie.

Madanmeldelse: En helt igennem vellykket aften på Pondus

Moreller giver flashback til min ungdom, hvor de blev plukket og spist i massevis. Af en eller anden årsag, er de dog forsvundet fra billedet og derfor en kærkommen mulighed for at få dem smagt på ny hos Pondus. Desserten var fremragende. Igen i stil med de andre retter var den holdt simpel og med fokus på råvarerne og de forskellige smagsnuancer deraf.

 

Aftenens anden dessert bestod af Lavendelis med hindbær, mynte og mandler. Heller ikke denne skuffede, men havde ikke samme wow oplevelse som nogle af de andre retter.

Madanmeldelse: En helt igennem vellykket aften på Pondus

Aftenens vine 

Vinkortet på Pondus består stort set udelukkende af økologiske eller biodynamiske vine, hvilket er i god tråd med restaurantens økologi mærkning.

 

Vi fik følgende bobler og vin til maden;

  • Loxarel Brut Nature Reserva Amaltea 2015 (Aperitif)
  • Battenfeldspanier Riesling Trocken 2016 (Ceviche)
  • LA Chaussée Rouge, La Grange aux Belles 2016 (Tartar)
  • Fragile 2015, Grange aux Belles (Vegetar hovedret)
  • Hajszan-Neumann “Nussberg” 2015 (Gris)
  • Domaine des Sablonnettes, Fleurs d’Érables Côteaux du Layon (Dessertvin)
  • Costat Darrer “les grain des copains” 2016 (Dessertvin)

 

Vinkortet på Pondus er ikke det største, så det skal ikke være på den baggrund, stedet skal besøges. Vinene, vi fik serveret, var dog ganske udmærket, dog manglede jeg noget fylde og kraft i flere af dem.  

Madanmeldelse: En helt igennem vellykket aften på Pondus

Jeg vil fremhæve de to dessertvine, som begge smagte dejligt. Ingen af dem var til den helt søde side, men stadig med fin fylde og dejlige frugtnoter.

 

Vores vurdering

  • Der hersker ingen tvivl om, at aftenens besøg på Pondus var én af de bedre oplevelser. Der er en gennemgående rød tråd fra indretningen, betjeningen over til maden. Alt er holdt simpelt og enkelt, men med stor fokus på kvaliteten.

 

  • Hver råvare får lov at fremstå, som den er, og de enkelte smagsnuancer bliver fremhævet på bedste vis, hvilket i sig selv er beundringsværdigt og ualmindelig lækkert.

 

  • Besøget på Pondus gav et rigtig godt billede af forskellen mellem det traditionelle kød-køkken holdt op mod det ny moderne vegetarkøkken. Den største oplevelse var uden tvivl den vegetariske hovedret. Den lød ikke af meget i beskrivelsen, men smagsoplevelsen var en helt anden. Ingen smagsnuancer blev gemt væk eller mistede fokus, hvilket gjorde hver bid til en stor varieret smagsoplevelse. Modsat de mere traditionelle kødserveringer, hvor kødet nogle gange stjæler fokus fra de andre råvarer. Det var især tydeligt denne aften, da de to hovedretter stort set var identiske, blot med kartofler og Arla Unika som erstatning for grisen.

 

  • Prisniveauet er helt acceptabelt. Forretterne på a la carte kortet koster fra 95-115 kroner. Hovedretterne 195 kroner og desserterne fra 85-95 kroner. Dagens menu koster 325 kroner og Ponduspakken 645 kroner. Aftenen kostede os 1.560 kroner, og vi gik derfra en stor oplevelse rigere.

 

  • Aftenen på Pondus var på mange måder en gennemført og sublim oplevelse for os. De formår på fornemmeste vis, at gøre det enkle koncept til en stor oplevelse.

 

  • Pondus får uden tvivl en kæmpe anbefaling med på vejen. Her er plads til alle, og der holdes et højt niveau med fokus på økologi og lokale råvarer.

 

 

Madanmeldelse: En helt igennem vellykket aften på Pondus

PONDUS

Åboulevarden 51
8000 Aarhus
Telefon: +45 28 77 18 50
Åbningstider: Mandag til søndag 17.00-23.00

 

 

Del artikel

Andre læser også