Madanmeldelse: Gode takter hos Toki Sushi, men kedelig og småtør sushi

Ved Stjernepladsen ligger Toki Sushi, som åbnede for godt en måneds tid siden. De holder til i de lokaler som førhen husede Brormands Madstue, som lukkede. Nu er lokalerne nyrenoverede, og der er restaurant, men de laver også takeaway. Vi satte os for at teste sidstnævnte.
Vi bestilte følgende:
Simple Choice til 119 kroner, nigiri (4 stk.), grillet tun 65 kroner, hosomaki (8 stk.) med laks til 35 kroner, forårsrulle (hjemmelavet) med salat til 55 kroner og toki to go til 100 kroner.
Udvalget var pænt stort, og der var fine og varierede menuer, som senere skulle vise sig at være i den kedelige ende.

Nigirien var der nok af. Fem i hver menu. Laksen og tunen var saftig, mens tigerrejen var tør. Vores uramaki havde en god størrelse. Ikke store, men passende. Dem med crispy ebi var ikke sprøde. Lidt synd, men de smagte fint, dog uden at overraske.
Generelt var sushien i orden, men jeg havde forventet noget nyt. Måske min fejl, da jeg troede Toki Sushi ville skille sig ud fra flere af de andre sushi-forretninger i Aarhus. Men sådan skulle det ikke være.

Takeaway til tiden
Vores mad kom til tiden. Vi havde bestilt på Just Eat, men var ikke klar over, hvem der kom med maden. Måske Just Eat selv, måske Toki Sushi selv. Det er også underordnet, for maden kom til tiden. Prisen var 79 kroner, hvilket vel er okay. Det stod fint i boksene, og det var visuelt pænt. Der er ros for, at maden kommer tid tiden.
Vores regning
Prisen var i orden. Den var i bunden af midtersegmentet. Vi måtte slippe 379 kroner for sushi til to personer. Ikke klodens best buy, da ris er hovedingrediensen, men fisk er ikke billig. Men alligevel. Hvis nu det hele spillede, så var det en rigtig god pris. Men vi var ikke oppe at ringe, så dermed blev prisen ikke ligefrem et fund.

Vurdering
Der var gode takter at spore hos Toki Sushi, men jeg syntes, sushien var kedelig. Risen manglede smag, selvom konsistensen var i orden, men de virkede lidt tørre. Ikke alle stykkerne, men nogle af dem var ikke som de burde være. Andre var okay. Ikke i orden, da man må forvente, at alle stykkerne er på samme niveau. Fisken var fin, men jeg syntes, den manglede præcision. Blandt andet var laksen i forskellig tykkelse.
Jeg syntes, der var gode takter at spore hos Toki Sushi. Blandt andet forårsrullerne var perfekt sprøde og var faktisk vores klare favorit, selv om de blot blev bestilt for “sjov”. Sushien er klassisk, hvis det begreb giver mening. Der var ikke noget nyt over det, hvilket jeg havde sat næsen op efter. Mere smag, og bedre ris er efter min mening punkter, som Toki Sushi med rette kan arbejde lidt på. Hvis de gør det, så vil jeg helt sikkert bestille eller besøge dem igen.
Toki Sushi
Randersvej 19, kælder, tv.
8200 Aarhus N
Website