Endte med flere sigtelser: Mand anholdt i parkeringskælder i Aarhus
En patrulje fra Østjyllands Politi blev onsdag formiddag sendt til en parkeringskælder i det centrale Aarhus, hvor to uønskede personer befandt sig.
Det fremgår af døgnrapporten.
Ved politiets ankomst omkring kl. 09.15 forsøgte betjentene mundtligt at få de to personer til at forlade stedet, hvilket ikke blev efterkommet.
I stedet valgte den ene af de to personer at udvise en truende og aggressiv adfærd, mens han kaldte betjentene for flere nedladende skældsord.
Den pågældende person – en 51-årig mand – blev anholdt med den fornødne magt og sigtet for fornærmelig tiltale mod tjenestemænd.
I forbindelse med sin anholdelse spændte han kraftigt op i kroppen, og han blev derfor også sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.
Da den 51-årige mand i første omgang desuden nægtede at oplyse sit navn, blev han også sigtet efter retsplejeloven for dette forhold, mens han ligeledes blev sigtet for forsøg på vold mod tjenestemænd ved at have holdt en telefon hævet over hovedet med en truende adfærd, så den ene af betjentene måtte trække sig for ikke at få den kastet mod sig kort før anholdelsen.