16-årig pige måtte flygte: Mand kørte efter hende og tilbød lift

Onsdag eftermiddag blev en 16-årig pige antastet af en engelsktalende mand i Hasselager.
Det bekræfter Østjyllands Politi overfor MigogAarhus.
Klokken 14.30 modtog politiet en anmeldelse fra pigens mor, der fortalte, at hendes datter havde haft en ubehagelig oplevelse.
Den 16-årige gik ad Kolt Skovvej omkring klokken 13.45, da en bil kørte op på siden af hende.
Manden bag rattet rullede vinduet ned og spurgte på engelsk pigen, hvor gammel hun er, og hvor hun bor.
Han fortsatte med at køre ved siden af hende og tilbød også et lift, inden den 16-årige pige løb væk gennem et stisystem og ringede til sin mor, der efterfølgende kontaktede politiet.
Efterlyser manden
Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere og har endnu ikke fundet frem til den mand, der antastede den 16-årige.
Politiet hører gerne fra eventuelle vidner og vil meget gerne i kontakt med manden for at få afklaret, hvad hans hensigt var.
Manden beskrives som:
- Mellemøstlig af udseende, brun i huden
- Cirka 20-25 år
- Cirka 170-180 centimeter høj
- Spinkel af bygning.
- Kort sort hår og hageskæg
- Iført mørkt tøj
- Talte engelsk
- Kørte en lille sort bil