Røveri i Rema1000: Mand gik amok og uddelte knytnæveslag
De ansatte i Rema1000 på Silkeborgvej i Åbyhøj var udsat for en voldsom oplevelse torsdag formiddag.
Her forsøgte en 30-årige mand at stjæle nogle drikkevarer, og da det ikke lykkedes, reagerede han enormt aggressivt. Det fremgår af døgnrapporten.
Da manden gik ud af Rema1000 med drikkevarerne, forsøgte en medarbejder at holde ham tilbage. Det fik den 30-årige til at true hende og forsøge at nikke hende en skalle – dog uden at ramme.
Medarbejderen kontaktede en kollega, og da han tog posen med drikkevarer ud af hånden på den 30-årige, blev han ifølge sigtelsen tildelt et knytnæveslag i ansigtet af den 30-årige, der efterfølgende stak af.
Fandt hurtigt frem til gemmested
Østjyllands Politi havde hurtigt en hundepatrulje fremme, og mens de eftersøgte området, kom der en anmeldelse om, at en mand og en kvinde havde forsøgt at begå indbrud i en villa på Ydunsvej ikke langt fra butikken.
En nabo havde hørt en rude blive knust og havde overrasket manden og kvinden, der stod i nabohusets have ved det knuste vindue. Begge skyndte sig væk, men politiet var straks på sporet af dem.
Kort efter fandt hundepatruljen den 30-årige mand og en 39-årig kvinde bag en bil, hvor de sad og gemte sig.
Den 30-årige sigtes for både røveri og forsøg på indbrud. Han fremstilles i dag kl. 10.30 i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus med henblik på varetægtsfængsling. Kvinden blev løsladt efter endt afhøring.