Nye detaljer i sagen: 39-årig mand gik over for rødt og blev påkørt af Letbanen

Torsdag kl. 12.27 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var sket et færdselsuheld på Randersvej i Aarhus N, hvor en person var blevet påkørt af Letbanen i krydset ved Nordre Ringgade.
Læs også: Politi til stede: Person ramt af Letbanen i trafikeret kryds Ifølge anmeldelsen var der tale om en fodgænger, som angiveligt var gået eller løbet over for rødt lys, hvorefter toget dyttede og kort tid efter ramte vedkommende.
Episoden medførte en del trafikale gener i eftermiddagstrafikken, da politiet og redningsfolk arbejdede i krydset og spærrede både Ringgaden og Randersvej i en times tid, før der igen blev åbnet for trafik ved uheldsstedet.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Vidner opfordres til at søge hjælp
Den påkørte person – en 39-årig mand – blev kørt med ambulance til hospitalet.
Han var ikke umiddelbart i livsfare, men havde pådraget sig flere alvorlige behandlingskrævende skader som følge af episoden.
Vidner, der har overværet episoden og i den forbindelse har brug for nogen at tale med, kan gratis rette henvendelse til Offerrådgivningen i Østjylland på telefonnummer 116 006.
Det er muligt at være anonym, hvis man ønsker det, oplyser Østjyllands Politi.