To personer på adressen: Mand satte ild til ejendom i Aarhus
En 43-årig mand er sigtet for forsætlig brandstiftelse begået på en adresse i Aarhus V natten til tirsdag.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Ifølge sigtelsen hældte manden brandbar væske på ejendommens facade og satte ild til det “under omstændigheder, der udsatte andres liv for overhængende fare”.
Det skete angiveligt natten til tirsdag kl. 01.52.
På adressen var en 43-årig kvinde og en 20-årig mand til stede.
Heldigvis kom ingen af dem til skade ved branden, oplyser Østjyllands Politi.
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 13.00 den 43-årige mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Det sker med henblik på varetægtsfængsling.