Standset ved Aarhus: Mand sigtet for 38 tilfælde af vanvidskørsel
En 29-årig mand fra Østjylland har haft ualmindeligt meget fart på.
Faktisk så meget, at han nu er blevet sigtet for en lang række alvorlige overtrædelser af færdselsloven – herunder hele 38 forskellige tilfælde af vanvidskørsel.
Den 29-årige mand blev standset af betjente fra Østjyllands Politis Færdselssektion den 9. maj 2024, da han kom kørende på Herningmotorvejen ved Brabrand, hvor han tiltrak sig politiets opmærksomhed.
Her kom manden nemlig kørende i høj fart på en motorcykel uden nummerplader, hvorfor han blev bragt til standsning og tilbageholdt, inden han blev identificeret og efterfølgende sigtet for at køre motorcykel, selvom han var frakendt førerretten.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
“Aldrig set noget lignende”
Motorcyklen blev desuden skønnet i ulovlig stand, og den blev derfor beslaglagt til nærmere undersøgelser.
Det viste sig dog, at der var mange flere sager at sigte den 29-årige for, da der på hans styrthjelm var monteret et kamera, der havde optaget hans kørsel i en lang forudgående periode.
Da kameraet blev beslaglagt, fik Østjyllands Politi pludselig adgang til timevis af optagelser af vanvidskørsel i flere forskellige former optaget over en lille uges tid.
”Jeg tror aldrig, jeg har set noget lignende. Vi har ikke tidligere haft en lignende sag i Østjyllands Politi, og vi håber, at vi med vores efterforskning og de mange sigtelser har forhindret, at sagesløse trafikanter fremadrettet bliver udsat for denne form for vanvidsbilisme,” udtaler politikommissær Amrik Singh Chadha fra Østjyllands Politis Færdselssektion.
På videooptagelserne, som Østjyllands Politi har kigget grundigt igennem i løbet af de seneste måneder, ses den 29-årige bl.a. køre på motorcyklens baghjul i høj fart, hvorfor han er blevet sigtet for 25 forskellige forhold af kørsel på baghjul.
En del af tilfældene er desuden blevet vurderet som værende en overtrædelse af straffelovens § 252, som omhandler kørsel, der kan bringe andres liv og førlighed i fare.
Flere køretøjer beslaglagt
Den 29-årige østjyde er derudover sigtet for 38 forhold af vanvidskørsel, hvor han har kørt med en hastighed på mere end 100 procent over det tilladte.
”Der er ingen tvivl om, at det har været en stor og utraditionel sag for os at efterforske i Færdselspolitiet. Det har været et stort arbejde at gennemse alt videomaterialet og herunder udfinde de strækninger, hvor overtrædelserne er sket.
Dette har været nødvendigt for at få klarlagt, hvad den tilladte hastighed har været på de strækninger, vi har fundet frem til på videooptagelserne.
Samtidigt glæder vi os over, at vi bl.a. har fået identificeret to øvrige personer fra hhv. Odense og Odder, som vi også har kunne beslaglægge køretøjer fra, da de har deltaget i vanvidskørsel med den 29-årige,” lyder det videre fra politikommissær Amrik Singh Chadha.
Østjyllands Politi var i forvejen opmærksom på den 29-årige mands uhensigtsmæssige adfærd og køremønster, da politiet også før episoden 9. maj var blevet gjort bekendt med, at flere af hans videooptagelser var blevet lagt på de sociale medier og delt med en større gruppe personer.
Udover beslaglæggelsen af de anvendte motorcykler har alle implicerede fået deres førerret administrativt inddraget, oplyser Østjyllands Politi afsluttende.