Voldsomt overfald: Mand stukket med kniv i Aarhus

Østjyllands Politi blev søndag eftermiddag kaldt ud til en voldsepisode, der var gået ud over en 25-årig mand i en parkeret bil.
Overfaldet fandt sted på Rosenhøj Allé i Viby, skriver politiet i døgnrapporten.
Her havde to gerningsmænd angiveligt først sparket en rude i stykker på bilen, som stod parkeret med den 25-årige på førersædet.
De to gerningsmænd stak derefter en kniv ind i bilen gennem vinduet og ramte den 25-årige på armen, hvorefter de forlod stedet i ukendt retning.
Gerningsmænd på fri fod
Flere patruljer blev sendt til stedet for at undersøge knivoverfaldet nærmere.

Ved patruljernes ankomst var den 25-årige mand selv taget på hospitalet, men han slap umiddelbart fra episoden med overfladiske skader.
Det lykkedes ikke i første omgang politiet at finde frem til de to formodede gerningsmænd i området.
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere og har pt. ikke yderligere oplysninger om sagen.