Klar med stort program: Markedshallen fyldes med oplevelser i påsken
Det bliver alt andet end kedeligt, når Markedshallen Nicolinehus inviterer til påskeferie med et spækket program for både børn og voksne.
Der er lagt op til en uge fyldt med påskestemning, kreative aktiviteter og gode smagsoplevelser fra mandag den 30. marts til søndag den 5. april.
Her vil der være alt fra påskeægsmaling og cupcake-workshops til quiz, bingo og livekoncert.
Påskens program spænder bredt, så både familier, vennegrupper og par kan finde en aktivitet, der passer til dem.
Få en kreativ start på påsken
Påskeugen starter kreativt mandag 30. marts kl. 12.00-16.00 med en workshoppen Mal på Påskeæg.
Der bliver stillet materialer til rådighed, så både børn og voksne kan slippe fantasien løs – enten på medbragte æggeskaller eller på papæg.
Det er gratis at deltage, og det eneste du skal tage med er dit gode humør og dine kreative evner.

Tirsdag kl. 18.00-20.00 kan quizglade gæster teste deres viden i Den Store Påskequiz, hvor der også er præmier på spil.
Arrangementet sker i samarbejde med Thypisk Pizza, der serverer pizzaslices ad libitum til deltagerne.
Det koster 179 kroner at være med, og tilmelding foregår her

Cupcake-workshop og påskebingo
Onsdag er det børnenes tur, når de små inviteres til den hyggelige cupcake-workshop Mini Chef – Cupcakes & Kakao kl. 14.00-16.00.
Her får de mulighed for at dekorere deres egne cupcakes med masser af pynt og efterfølgende nyde dem sammen med en kop varm kakao.
Prisen for at være med er 45 kroner, og du kan tilmelde ungerne her

Torsdag kl. 18.00-20.00 byder på endnu mere fælleshygge med Påskefrokost & Bingo.
Her sørger Mondrup for smørrebrød ad libitum, som du får lov til at nyde, mens du krydser fingre for at få fuld plade.
Der lækre præmier på højkant, og det koster 179 kroner at tilmelde sig her
Påskejagt og gratis koncert
Fredag står i familiens tegn med Påskehygge i Markedshallen. Her kan børn blandt andet gå på påskejagt, tegne påskemotiver og deltage i konkurrencer.
Aktiviterne foregår fra kl. 12.00-16.00 og vil være gratis for alle.
Lørdag aften fra kl. 17.30 er der endnu en skøn gratis oplevelse på programmet, når Markedshallen byder på Påskekoncert med Kasper Ehlers.
Slå dig ned og nyd et lækkert måltid fra et af køkkenerne, mens musikken skaber den perfekte påskestemning.

Du skal sætte kryds i kalenderen søndag 5. april kl. 12.00-16.00, hvis det kribler at fingrene for at klippe gækkebreve.
Markedshallen stiller materialer og redskaber til Gækkebrev-workshop, så du kan slippe kreativiteten løs – ganske gratis.
Løs gåden og få et chokoladeæg
Udover de planlagte aktiviteter dag for dag kan du hele ugen deltage i Den store påskejagt rundt i Markedshallen.
Hvis du finder de gemte poster og løser gåden, venter der et chokoladeæg som belønning.
Der gemmer sig også en påskekonkurrence i baren, hvor du skal gætte antallet af æg i glasset. Også her er der fede præmier på højkant.
Hvad: Påskeferie i Markedshallen
Hvor: Nicoline Kochs Pl 4 i Aarhus
Hvornår: 30. marts – 5. april 2026