Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Markvejs-mad i træladen, en masse madboder, julemarked og en håndbajer ved hønsehuset

Af Line Ingwar Karlsen

Årets mest autentiske julemarked, er ikke i København, eller Aarhus for den sags skyld. Langt fra. Og dog. Det finder sted på Brandbygegaard. Den ligger vel godt 30 kilometer syd for Aarhus. Men hvis du tør, så vil jeg love dig, at du får en oplevelse, du ikke får i byen. Street Food og urbane madmarkeder er oppe i tiden. Hvorfor ved jeg ikke. Måske fordi der bor mange mennesker tæt på hinanden. De har mange veje og er meget sultne. Tanken om Street Food på landet er noget andet. Især når man kender Brandbygegaard, og ikke mindst Lone Landmand og Søren Sørøver. Deres forhold til råvarerne, er der ingen urbane street food folk, der tilnærmelsesvis tør drømme om. Det hele foregår lørdag den 12. december kl. 11.00 – 16.00 samt søndag d. 13. december kl. 11.00 – 16.00 på Brandbygegaard, Alrøvej 77, 8300 Odder.

Brandbygegaard syd for Aarhus

Disse to prægtige og gæve mennesker gør aldrig noget halvt, eller med egen vinding for øje. Deres liv gør de fleste af os misundelige. Sjældent har jeg mødt mennesker, som hviler så meget i sig selv, som dem. De er kompromisløse, når det gælder dyrevelfærd, fødevarekvalitet, dyrkning af vin, madlavning og ikke mindst deres efterhånden pæne produktion af diverse danske vine.

Lone og Søren på Brandbyegaard

Autentisk mad i maskinhuset

Nu er det ikke veje, der er flest af i området syd for Odder. Så det giver ikke rigtig mening at tale om Street Food på disse kanter. Forsøget kunne ellers være spændende nok. Men råvarerne på Brandbygegaard lammetæver alt, hvad vi går og tror er godt. Jeg var der sidste år. Hold op, hvor var det godt. Her er fyldt med dedikerede folk. Ikke fra Peru eller Uganda. Der er intet i vejen med de lande. Men på Julemarkedet, derude på landet, møder du folk med navne som Anne, Ole, Steen, Alida, Niels, Pia, Bertil, Birgitte, Philip, Lone, Holger, Edward, Annelie, Heinz, Ida, Søren og mange flere. Fællesnævneren for dem er: kampen for de gode fødevarer – og juletræer. Det er ikke en nem opgave, i disse tider, men takket være dem, kan vi byboer en gang imellem smage “rigtig” mad uden tilsætningsstoffer og drikke i stedet for den industrimad, vi indtager til dagligt.
Gedeost i verdensklasse på Brandbygegaard

Træladen er klar

Den gamle trælade er ryddet, fejet og stort set klargjort til gæsterne. Parkeringspladser betaler man jo normalt i dyre domme for i byen. Men på Brandbygegaard har de nappet en hektar græsmark og lavet til parkeringspladser. Og ja. Det er gratis.

Oles Gård på Brandbygegaard

Der er masser af ubrugte faste baller til gæsterne at sidde på, når de skal vederkvæge sig med æblegløgg, varm frokost, makronsnitter i en juleudgave samt kanelkrøller, æbleskiver og alt muligt andet godt til folket.

 

Ingen jul uden juletræ

Her til weekendens madmarked kommer Steen med sine flotte juletræer, og du skal bare huske en kane, tagbagagebærer eller et muldyr, så du kan hjembringe højtidens højdepunkt! Sidste år overtog Sørøveren og Lone Landmand de tilbageværende træer med rod og plantede dem i haven. Så er det nærmest jul hele året derude på landet (skrækkelig tanke). Når du køber juletræ ved Steen, må du tage det flotteste – sådan er reglerne. Det gælder i øvrigt for alle. Jeg håber vi ses på Brandbygegaard i weekenden. Aarhus Update er traditionen tro forbi Danmarks hyggeligste marked. Uden det, ingen jul.

Husk nu: Det hele foregår lørdag den 12. december kl. 11.00 – 16.00 samt søndag d. 13. december kl. 11.00 – 16.00 på Brandbygegaard, Alrøvej 77, 8300 Odder.

 

En glad gris på Brandbygegaard

Del artikel

Andre læser også