Aflyser koncert: Martin Brygmann fjernet fra Smukfest-plakaten
Der bliver ikke nogen optræden med “Brygmann & Venner” i Bøgeskoven til august.
Det oplyser Smukfest til B.T.
Koncerten, der var planlagt til at finde sted på Bøgescenen torsdag den 8. august, figurerer heller ikke længere på smukfest.dk.
Anklager om krænkende adfærd
På Facebook bekræfter Martin Brygmann, at han har besluttet “at holde en pause de næste måneder”. Derfor aflyser han alle sine kommende arrangementer.
Det sker i kølvandet på, at dokumentaren “Sexisme i musikbranchen” i dag er blevet offentliggjort på DR TV. I dokumentaren bliver der rejst en række anklager mod en mandlig artist om krænkende adfærd overfor kvinder i musikbranchen.
Artistens navn bliver ikke nævnt, men Martin Brygmann har – uden held – forsøgt at få dokumentaren stoppet i en retssag ved Københavns Byret tidligere på ugen.
Efterfølgende har han i et Facebookopslag skrevet, at “indholdet (i dokumentaren, red.) ikke vil efterlade nogen tvivl om, at det er mig, det handler om”.
Smukfest takker modige kvinder
Nu får dokumentaren altså den konsekvens, at Martin Brygmann aflyser sine kommende optrædener – heriblandt koncerten på Smukfests hovedscene.
I en mail til B.T. skriver festivalens indholdschef og talsperson, Trine Bang, bl.a. følgende om sagen:
»DR-dokumentaren peger på strukturelle problemer, magtmisbrug og ulighed i musikbranchen samt krænkende opførsel og sexistiske enkeltsager.
Som konsekvens har Martin Brygmann besluttet ikke at optræde torsdag den 8. august på Smukfest 2024 og andre steder denne sommer. Det bakker vi op om.
Vi håber, at debatten ikke stopper ved enkeltsager, men nuanceres og føres på en måde hvor det forandrer og gavner hele musikbranchen. Tak til de mange, der modigt står frem i dokumentaren.”
I dokumentaren “Sexisme i musikbranchen” stiller otte kvinder sig frem og fortæller om Martin Brygmanns grænseoverskridende adfærd – det drejer sig bl.a. om Stine Bramsen, Signe Svendsen og Anne Gadegaard.
DR har i dag udgivet en artikel med kvindernes vidnesbyrd, som du kan læse her