Med særlig detalje: Matchacafé lancerer unik fastelavnsbolle

I en tid med more is more, bombastiske flødekaskader og det, hedengangne Hyacinth Bucket ville kalde perriwinkles, er det rart med noget stille, roligt, nærmest visuelt beroligende og forventeligt, når man skal provokere kolesteroltallet og indtage sin daglige fastelavnsbolle.

Sådan en har vi smagt i dag.

Caféen Hakkô er kendt for sin kvalitetsmatcha og passion for surdej, og det er der kommet dette kærlighedsbarn af en fastelavnsbolle ud af.

Og dette er klart en minimalistens fastelavnsbolle.

Perfekt til den nordiske type, der drikker cortado eller matcha, går i sort og hører Bon Iver.

Hvis surdej og matcha fik et barn sammen

Der er frit lejde, når det kommer til fastelavnsbollefortolkning, og matcha er klart noget, vi ser flere steder denne sæson.

Derfor havde vi også høje forventninger til netop matchaen i Hakkôs fastelavnsbolle.

Vi har sluppet 45 kroner for den, og den fås dagligt i et begrænset antal i en begrænset periode, det ikke har været muligt for redaktionen at få konkretiseret yderligere.

Bollen er fin og enkel i sit udtryk.

Den er bygget på surdej, og her skiller den sig virkelig ud.

Det ses tydeligt i den mere grove dej, der dukker frem i den del af bollen, der ikke er dækket af lækker chokoladecreme.

Toppen prydes af lidt hakket pistacie.

Fastelavsbollen består af pistacieremonce og pistaciecreme og en matcha-vaniljediplomatcreme.

Surdejen har hovedrollen her – også i forhold til smagen.

For surdejsbasen gør unægteligt denne fastelavnsbolle til en mere bastant en af slagsen.

Pistacien er et lækkert pift.

“Den smager fint,” bliver der sagt. Og det gør den!

Birollerne outshiner stjernen

Men hvor er matchaen?, spørger vi hinanden igen og igen.

Vi forventede nok, at matchasmagen ville være mere tydelig, men den er faktisk næsten ikke-eksisterende.

Selv, når vi dypper fingrene i cremen og smager den for sig, leger matchasmagen tittebøh med os.

Smagen er lækker, helt klart; mild, vaniljet og pistacieagtig.

Men ikke megen matcha for vore smagsløgs vedkommende.

Det er fedt, at Hakkô fortolker surdejen i en for en fastelavnsbolle så uventet retning og dermed er tro mod den røde tråd, der løber i caféens vante menukort.

Pistacien ender med at overstråle matchaen, der burde have hovedrollen i smagsshowet.

Er det mon sådan, det føles at have sit navn på plakaten til sit livs rolle, få en forkølelse og se sig overskygget af en talentfuld korsanger?