Flere patruljer sendt afsted: Melding om mænd med pistoler i Letbanen
Østjyllands Politi modtog onsdag eftermiddag kl. 15.38 en anmeldelse om, at to mænd med pistoler var steget på et letbanetog ved Skolebakken.
Flere patruljer blev derfor straks sendt afsted, hvorefter betjentene fik fat på de to unge mænd ved Dokk1.
Det meddeler Østjyllands Politi.
Det viste sig dog hurtigt, at der var tale om softguns.
Skal holdes skjult for andre
De to mænd havde taget dem med ind til byen for at købe ammunition til dem og havde ikke fået dem pakket tilstrækkeligt godt væk under transporten.
Betjentene tog en alvorlig snak med dem om transport af våbenlignende genstande.
Læs også: Drama på Aarhus H: Patrulje kaldt ud til opfarende mand med kniv Udgangspunktet er, at du aldrig må have våbenlignende genstande med ud i det offentlige rum.
Hvis du er nødt til at transportere en softgun eller hardballpistol i forbindelse med køb eller lignende, skal du sørge for, at den er tildækket, så den ikke er synlig for andre.
Østjyllands Politi opfordrer til, at man fx lægger dem i en taske.