Meteorologer i vejr-battle: Stor uenighed om forvarslet snestorm

Det er anden gang i år, at DMI varsler snestorm over Aarhus – det er dog foreløbigt et forvarsel, som opdateres onsdag middag.
Men, ifølge TV2 vejrets prognoser, rammer snestormen slet ikke Aarhus.
Ifølge TV2 vejret viser den seneste prognose fra den europæiske vejrmodel ECMWF, at snestormen har bevæget sig sydover og kun rammer de sydøstlige egne som Lolland, Falster, Møn, Sydsjælland og Bornholm.
Derimod ser resten af landet ud til maksimalt at få op til syv centimeter sne, skriver mediet.
Læs også: DMI udsender forvarsel: Snestorm kan ramme Aarhus i vinterferien DMIs meteorolog og kommunikationsmedarbejder, Herdis Preil Demberg, kommenterer overfor mediet på kritikken:
“Forvarslet er et heads up til folk om, at de skal være opmærksomme og følge med i udviklingen, sideløbende med at vi taler med beredskabet og myndigheder og informerer om usikkerheden.
Når vi opgraderer til et regulært varsel, vil vi blive skarpere på området, som vi varsler for,” siger meteorolog og kommunikationsmedarbejder, Herdis Preil Demberg.
I sidste uge fik vi masser af sne som varslet.
DMIs forvarsel om snestorm i denne uge gælder for nuværende hele landet, men opdateres onsdag middag.
Ifølge DMI kan vi få snestorm fra torsdag klokken 00.00 til fredag klokken 12.