Stjernespækket opgør: Michelin-kokke dyster om Danmarks bedste hotdog

Snart kommer nogle af Danmarks mest prisbelønnede køkkener til Tangkrogen i Aarhus for at dyste om den ultimative hotdog-titel.
For første gang i Hotdog DM’s historie deltager to Michelin-restauranter i dysten, der løfter den klassiske pølsevognsfavorit til gourmet-niveau.
Når Hotdog DM afvikles søndag den 7. september som en del af Food Festival 2025, kommer festivalgæsterne til at opleve – og ikke mindst smage resultaterne af et stjernespækket opgør mellem nogle af landets absolut bedste køkkener.
Restaurant Domæne fra Herning og Søllerød Kro hviler ikke på laurbærrene, efter de tidligere på året blev hædret med de eftertragtede stjerner. De har alle accepteret udfordringen om at transformere den folkekære hotdog til et gastronomisk mesterværk.
“Det er fantastisk, at Hotdog DM giver festivalgæster i alle aldre mulighed for at opleve gastronomi i topklasse. Det understreger, at god mad ikke handler om prestige, men om håndværk, kreativitet og kærlighed til råvarerne, og det er lige præcis den oplevelse, vi gerne vil give vores gæster.” siger Anna Lund, direktør for Food Festival og FOOD-Aarhus.
Læs også: Her er programmet: Hundredvis af smagsoplevelser til årets Food Festival Stærkt felt udfordrer stjernerne
De to Michelin-restauranter møder hård konkurrence fra et alsidigt felt, der spænder fra aarhusianske Mikuna, der stiller op med en plantebaseret hotdog, til Rebelsk – restaurant og steakhouse i Randers.
Også et modigt hold kokkeelever fra AARHUS TECH har taget imod udfordringen og stiller op med et innovativt bud på den perfekte hotdog.
Restaurant ET fra Aarhus, der i 2024 vandt både “Danmarks bedste hotdog” og publikumsprisen “Årets Hotdog Konge” i 2024, deltager ikke i år, hvilket åbner feltet for nye overraskelser.
Stjernespækket dommerpanel
Det bliver tv-kok og madformidler Umut Sakarya, der for anden gang kommenterer den prestigefyldte dyst, hvor både dommere og publikum er med til at bedømme de mange hotdogs. En opgave, som Umut ser frem til:
“Med så bredt et felt, er der ingen tvivl om, at niveauet bliver helt i top. Det bliver spændende at se, hvordan de klassiske hotdog-elementer bliver genfortolket gennem så mange forskellige kreative øjne,” udtaler konferencier Umut Sakarya.
Konkurrencen bedømmes af et ekspertpanel bestående af madanmeldere, kokke og pølsemagere – også her er der flere, der er blevet belønnet med Michelin-stjerner og Bocuse d’Or-medaljer.

Velgørende formål i fokus
Festivalgæsterne har mulighed for at smage på så mange gourmet-hotdogs, som appetitten rækker til.
Alle indtægter fra hotdog-salget går ubeskåret til foreningen 5 Skoler, der driver uddannelsesprojekter for syriske flygtningebørn. Pengene vil specifikt gå til madprojekter for eleverne på de 16 skoler, som foreningen driver på grænsen til Syrien.
Tre dage med madeksperter på Food Festival
Hotdog DM er ikke den eneste mulighed for at møde kendiskokke og topgastronomi i en weekend fyldt med kulinariske oplevelser på Food Festival.
Gæsterne kan eksempelvis også møde Michelin-kokken Morten Rastad, der deler tricks til at få mere smag i grønne hverdagsretter.
Masterchef 2025-deltager Amalie Krogsøe inviterer til fælles madlavning med japansk-inspireret tatar og familievenlige taco-kits, mens tv-favoritterne Mette Blomsterberg og Claus Holm står klar med praktiske råd til optimal brug af køkkenmaskiner og -udstyr.
Deltagere i Hotdog DM 2025:
- Restaurant Domæne (Michelin 2025) – Herning
- Norrlyst koncernen – København
- Søllerød Kro (Michelin 2025) – Søllerød
- Mikuna – Aarhus
- Gubsø Garage – Silkeborg
- Restaurant Rebelsk – Randers
- Restaurant Fjord – Struer
- Den Hvide Hest – Kolding
- AARHUS TECH – Aarhus
- DGI Byen – Aarhus
- TREETOP – Vejle (Grøn Michelin 2025)
- Quarter Past Noon By &tradition
Dommere:
- Ole Troelsø, Gastronomiredaktør på Børsen
- Brian Flink Pedersen, pølsemager
- Thomas Herman, Michelin-kok, kogebogsforfatter og tv-vært
- Rene Mammen, Michelin-kok og restauratør
- Dak Wichangoen, Michelin-kok og Masterchef-dommer
- Sebastian Holberg Svendsgaard, Michelin-kok og medaljetager ved Bocuse d’Or
- Jens Peter Kolbeck, Fhv. hofkok og medaljetager ved Bocuse d’Or
- Jeppe Foldager, Michelin-kok og medaljetager ved Bocuse d’Or


