Midt på dagen: Kvinde udsat for røveri på åben gade

En 68-årig kvinde blev tirsdag omkring kl. 10.19 udsat for røveri på Snebærvej i Højbjerg.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Blev slået i ansigtet og fik frarøvet sin taske
Kvinden var netop steget af bussen og gik hjemad, da en bil kørte op på siden af hende og holdt ind.
Herefter steg føreren ifølge kvindens forklaring ud af bilen og tog fat i hendes taske, som han forsøgte at vriste fra hende.
Da den 68-årige holdt fast i tasken, slog han hende i ansigtet og hev så hårdt i tasken, at hun faldt ned på jorden.
Til sidst lykkedes det gerningsmanden at få fat i tasken, hvorefter han satte sig ind i bilen og kørte fra stedet.
Kvinden pådrog sig nogle skrammer og knubs, men hun kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
Den 68-årige har beskrevet manden som østeuropæisk af udseende, ca. 30 år, og han kørte i en lille, hvid bil.
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere for at finde frem til gerningsmanden.