Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nu siger Midttrafik farvel til pap-klippekortet

Af anders@sommersangdigital.dk

15. august 2016 er sidste dag, kunderne kan købe et pap-klippekort i Midttrafiks område. I perioden frem til 15. januar 2017 kan kunderne fortsat bruge pap-klippekortet. 

 

Endegyldig farvel til pap-klippekortet

Midttrafiks bestyrelse besluttede i 2015, at pap-klippekortet skal udfases i løbet af 2016. Som erstatning for pap-klippekortet blev det samtidigt besluttet, at der skulle udvikles en betalingsapp, så kunderne fortsat kan købe klippekort. 15. august 2016 er sidste dag, kunderne kan købe et pap-klippekort i Midttrafiks område. Herefter vil der være en periode frem til 15. januar 2017, hvor kunderne fortsat kan bruge de sidste klip på deres pap-klippekort.

 

For de kunder, som ikke når at få brugt de sidste klip, vil der blive lavet en refusionsmulighed, som der vil blive informeret om, når pap-klippekortet ikke længere kan benyttes.

 

Midttrafiks nye app

Kunderne har siden maj 2016 haft mulighed for at bruge Midttrafik app, når de køber en billet eller et klippekort. Kunderne har taget godt imod Midttrafik app. App’en er blevet hentet knap 54.000 gange, og der er blevet solgt mere end 420.000 billetter.

’Vi er glade for, at kunderne har taget så godt imod vores app. Vi har fokus på, at det skal være hurtigt og nemt for vores kunder at betale for bussen, fordi vi ved, det har stor betydning for, om de er tilfredse’, fortæller vicedirektør Mette Julbo.

 

Nye billetter i app’en

Der kommer løbende nye billetter i app’en. Udover enkeltbilletter og klippekort kan man købe billetter til attraktioner og arrangementer fx til Djurs Sommerland, Grøn Koncert, Smukfest og Midttrafiks nye turistbillet. I næste fase bliver det også muligt at bruge app’en til sit periodekort og Ungdomskort.

 

Muligheder til kunder der ikke har en smartphone

Kunder, der ikke har en smartphone, har mulighed for at købe print-selv-billetter på midttrafik.dk. Her kan kunderne købe de samme billetter som i Midttrafik app, dog sælges klippekort ikke som print-selv. Der er fortsat mulighed for at købe enkeltbilletter hos chaufføren eller i billetautomater.

Midttrafik gør en ekstra indsats for at hjælpe de kunder, der ikke har en smartphone. Kunderne kan få hjælp til at finde den rigtige billet hos Midttrafik Kundecenter alle dage kl. 7.00 – 23.00. Herudover kan kunderne bruge billetguiden på midttrafik.dk til at finde den billettype, der passer bedst til dem. Midttrafik laver i samarbejde med Ældre Sagen temamøder, hvor man kan få konkret vejledning til Midttrafik app, rejsekort eller til at finde ud af hvilken billet, der passer bedst.

 

Fakta om Midttrafik app

Midttrafik app er gratis og kan hentes i App Store og Google Play.

Man kan betale med MobilePay og alle gængse betalingskort.

Billetter, der er købt i Midttrafik app, kan bruges i Midttrafiks busser, på Aarhus Nærbane og på Lemvigbanen.

Ifølge Danmarks Statistik har 77 % af husstandene i Region Midtjylland adgang til en smartphone og 93 % af husstandene har adgang til internettet.

 

Del artikel

Andre læser også