Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Vil hjælpe andre i sorg: Min Afsked har åbnet første butik i Aarhus

Af Line Ingwar Karlsen

En ny bedemandsforretning er åbnet i centrum af Aarhus.

Min Afsked har slået dørene op på Frederiks Allé 30 og er den femte butik i rækken, som er ejet af Else Mikkelsen og hendes partner og søn, Joakim Skak.

Men man skal ikke tro, at dette er en bedemandsforretning som så mange andre.

Hos Min Afsked tager de kærlig hånd om de efterladte under hele rejsen – fra den allerførste samtale til selve begravelsen og efterfølgende med opfølgende samtaler. Her er det værdier som indlevelse og nærvær, der er i fokus.

”Vi ønsker at være imødekommende og skabe et lys i mørket for de pårørende. Det gælder i samtlige af vores butikker og vil også være i højsædet i Aarhus, hvor vi nu åbner,” fortæller Joakim Skak.

Vil hjælpe andre i sorg: Min Afsked har åbnet første butik i Aarhus

Gøre en forskel i en svær tid

Bedemand Ole Molbo er den butiksansvarlige i Aarhus, og hans tilgang til faget afspejler virksomhedens filosofi.

”Mit ønske er at være med til at gøre en forskel i en svær tid, så afskeden bliver som familien og den afdøde ønsker det,” forklarer han.

Netop vigtigheden af at lytte til familien og den afdødes ønsker er helt central for Min Afsked.

Det var tabet af en søn, der gjorde at Else Mikkelsen i 2018 valgte at træde ind i bedemandsbranchen. Hun oplevede, hvordan bedemanden ikke rigtig var til stede, og at der var mange muligheder, hun aldrig blev klar over fandtes.

”Mange aner ikke, hvor mange muligheder der er. De ved ikke, at der findes utrolig mange slags kister, og at man bl.a. selv kan vælge stedet for bisættelsen,” siger Else Mikkelsen.

En mindehøjtidelighed kan f.eks. afholdes på en blomstereng, i skoven, hjemme i haven og andre steder; noget de fleste ikke er klar over. Ligeledes behøver en kiste heller ikke at være den traditionelle hvide slags, men kan fås i pileflet – de såkaldte kurvekister, der bringer en anden varme.

Vil hjælpe andre i sorg: Min Afsked har åbnet første butik i Aarhus

Begravelser i corona-tiden

Udgangspunktet for Min Afsked er, at de aldrig siger nej, før det er bevist, at noget ikke kan lade sig gøre, og de gør deres ypperste for at begravelsen eller bisættelsen skal være helt unik, som Joakim Skak forklarer.

Spurgt om eksempler på, hvad man eksempelvis kan have af ønsker, fremhæver han en begravelse som en kunde havde planlagt på forhånd. Her arrangerede Min Afsked, at højtideligheden blev afholdt i en skov, og at alle blev tilbudt en whisky smagning.

Dette gælder også selvom der foregår en verdensomspændende pandemi, der vanskeliggør mange facetter af livet. Her har Min Afsked tilbudt livestreaming og video.

”Vi har livestreamet en højtidelighed, fordi der sad en familie i Australien, der ikke kunne komme til Danmark, og vi tilbyder også at filme bisættelser. Det er særligt relevant i denne corona-tid.

Vi vil altid gøre alt, der står i vores magt for at opfylde de efterladtes ønsker,” slår Joakim Skak fast.

Vil hjælpe andre i sorg: Min Afsked har åbnet første butik i Aarhus

Særlig omsorg for børn

Da Else Mikkelsen først startede virksomheden, trådte hun samtidig ind i en branche, der ikke altid har haft det bedste ry.

I stedet for at lade sig afskrække valgte hun i stedet at se det som en mulighed for at tænke tingene anderledes, og det har betydet, at innovation er en del af virksomhedens DNA.

”Vi er ikke en typisk bedemand,” forklarer hun, og dette skinner tydeligt igennem i alt fra deres udvalg af unikke kister og urner til deres hensyntagen af børn og åbenhed for anderledes traditioner.

Særligt børnene gør Min Afsked meget ud af at hjælpe. Som en helt særlig service tilbyder de at leje en ”børnekuffert”, som skal gøre det lettere at tale om døden.

Vil hjælpe andre i sorg: Min Afsked har åbnet første butik i Aarhus

Kufferten indeholder bl.a. en lejetøjspræst og kiste, så man kan italesætte begravelsen med barnet, før det sker, og der er læsestof i form af Brødrene Løvehjerte og Larver og Guldsmede.

Børnene får også små sæbeboble-flasker under bisættelsen og opfordres til at blæse sæbebobler, når de voksne lægger roser på kisten; et syn, der ofte er med til at fremkalde et smil i en svær situation.

Døren er altid åben

Disse historier er blot få eksempler på, hvad der gør Min Afsked anderledes fra andre bedemænd, og opfordringen fra Joakim Skak og Else Mikkelsen er klar: Kom forbi til en snak.

Om man er nysgerrig på, hvordan en kurvekiste kan se ud, eller man vil høre mere om, hvordan man kan planlægge sin egen begravelse, er man velkommen indenfor i forretningen på Frederiks Allé i Aarhus.

”Vores dør er altid åben,” istemmer mor og søn.

Læs mere om Min Afsked her.

Del artikel

Andre læser også