Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

“Min far” – dybt rørende og imponerende skuespil

Af Freja Dumont

Tragikomisk, frustrerende og tankevækkende er de første ord, der falder mig ind efter teaterforestillingen “Min far”, der lige nu opføres på Aarhus Teater. Et skuespil om at miste grebet, om demens, umyndiggørelse og fortvivlelsen fra både den demente og de pårørende. Dette bliver skildret på fornemste vis i en fin balance mellem humor og alvor.

 

***** (5 ud af 6 stjerner)

 

Forvirringen er total

Ole Thestrup og Anette Støvelbæk spiller far og datter. Manuskriptet er godt skruet sammen. Vi oplever, ser og hører, hvad der sker inde i hovedet på faren, André, den demente hovedrolleindehaver, der på formidabel vis spilles af Ole Thestrup. På den måde forstår vi den konfuse verden, som den demente lever i.

 

Datteren skal flytte til London, eller skal hun? Pludselig er hun en helt anden person. Hendes mand hedder Thomas, eller er det Pierre? Hvem er det egentlig, hun er skilt fra? Èn er ubehagelig, og sorgen over den ene datters død vender gang på gang tilbage. Hvor bor han egentlig? Er han hjemme hos sig selv, hos datteren eller på sygehuset? Og hvordan føles det, når ens datter pludseligt har inviteret gæster, og man ikke når at opfatte det, før det ringer på døren, og man står i pyjamas? Frustrationerne er store, og det oplever vi på bedste vis.

 

Intelligent iscenesættelse

Anette Støvlebæk spiller rollen som datteren, Anne. Hun skal stå meget imod og bære over med faderens vrede. André er utaknemmelig, og han træder hende gang på gang over tæerne samt klager over hendes usympatiske mand. Farens forvirringen illustreres gennem lyset og lyden. Man er ikke i tvivl om, at der nu er sket noget med ham. Anette Støvlebæk bliver løbende skiftet ud med Karin Bang Heinemeier, der nu agerer datter. Forvirringen lyser ud af faderen og af publikum. På trods af datterens omsorg er vi ikke i tvivl om, at det er forkert, og vi ønsker alle, hun skal forlade scenen og lade ham være i fred. Genial måde at virkeliggøre personforvirringen for publikum på.

 

Minimal sceneopbygning

Scenografen Marianne Nilsson har skabt et klinisk, gråt univers. Personerne er alle klædt i gråt, møblerne er ligeså holdt i gråt. Baggrunden er en grå, blød og kurvet væg. Den eneste, der skiller sig ud er André. Hans pæne tøj i starten med de røde bukser og senere den grøn- og hvidstribede pyjamas skaber kontrasten, og symbolikken er tydelig. Stykket igennem mister André mere og mere af sit liv og sig selv. Møblerne bliver taget ud af scenen, og til sidst er der kun André i en kørestol tilbage. Rammende.

 

Skuespillerne er i storform

Ole Thestrup er i sit livs form. Han giver den fuldt ud som den demente André. Han viser sit talent fra en ny side. Det kan simpelthen ikke gøres bedre. Stemmen, mimikken og kropssproget viser tydeligt afmagten og frustrationerne. Anette Støvlebæk er overbevisende som den omsorgsfulde datter, der gang på gang må finde sig i faderens vrede, og hver gang vender den anden kind til.

 

Hjerteskærende og tankevækkende

Demens er en forfærdelig lidelse, og det får vi lov at opleve fra førstehåndsperspektiv. Vi griner af André, når hans armbåndsur igen er blevet væk eller tilmed stjålet, og vi griner med ham, når han stolt proklamerer, at han var tidligere stepdanser. Vi lader os rive med. Det er en hjerteskærende, eksistentiel forestilling, der endte med stående bifald. Stemningen var lidt trykket, og har man demens inde på livet, sætter det sygdommen i perspektiv og får os til at forstå hvor alvorligt det kan være. Et gribende teaterstykke med eksistentielle temaer, som mærkes dybt under huden. De to timer flyver afsted. På formidabel vis gives et ærligt billede af sygdommen og afmagten. “Min far” er et stykke man ikke lige ryster af sig. En stor anbefaling herfra for scenografi, instruktion og koreografi samt helt eminent skuespil. Stykket kan ses for at forstå demente, eller om ikke andet så for at se Ole Thestrup præstere noget af det bedste nogensinde. Fem funklende stjerner herfra.

 

***** (5 ud af 6 stjerner)

 

INSTRUKTØR GEIR SVEAASS  

MANUSKRIPT FLORIAN ZELLER

OVERSÆTTELSE GREGERS DIRCKINCK–HOLMFELDT

SCENOGRAFI MARIANNE NILSSON /

MEDVIRKENDE OLE THESTRUP, ANETTE STØVELBÆK, MORTEN HAUCH-FAUSBØLL, MORTEN LÜTZHØFT, KARIN BANG HEINEMEIER, KRISTINE YDE

 

Fotograf: Thomas Petrianette-sta-velba-k-og-morten-hauch-fausba-ll min-far-1-7m_foto-gudmundthai