Minigolf, gratis øl og lækre burgere: ‘Camping’ ved åen er klar til åbning
Til den store genåbning på onsdag den 21. april har Minigolferne fra ”Camping” ved åen forberedt en sand lækkerbisken til alle, som elsker mingolf og en kold bajer.
De har nemlig sammen med Royal Unibrew sørget for en gratis øl til alle, som bestiller minigolf onsdag den 21. og torsdag den 22. april.
”Vi har haft masser af tid til at tænke over det, og vi har virkelig savnet at have folk på vores sted.
Derfor har vi givet vores ølleverandør et kald, så vi sammen kan give den første på huset til vores elskede gæster onsdag og torsdag,” siger Karin Kierstein, der er minigolfchef og manager på Camping ved åen.
Masser af reservationer den første uge
På Camping har de allerede mærket den store interesse fra aarhusianerne, som ikke har været på deres bar de sidste fire måneder.
Efter regeringen meldte ud torsdag aften, oplevede Camping en sand mailstorm fra gæster, som gerne ville booke bane, drikkevarer og mad fra Cocks & Cows.
”Det er selvfølgelig et kæmpe kompliment, og det forpligter. Vi har stadig plads tilbage, så man kan stadig nå det,” siger Karin Kierstein med et smil.
Hos Camping kan du nemlig både få dig et slag minigolf, en kold øl og lækre burgere i street food-størrelse fra den populære københavnske burgerjoint Cocks & Cows.