Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Miró genopstår: Toni Leichtle er tilbage med ny mad- og vinbar

Af Line Ingwar Karlsen

Toni Leichtle fra den hedengangne Restaurant Miró er på banen igen. Da han lukkede Miró i sommeren 2016, var vi mange, som hang urimelig meget med næbbet. En epoke sluttede efter 26 år og Aarhus’ ældste gourmetrestaurant lukkede. Toni Leichtle åbnede en vinforretning i de tidligere lokaler. Den er nu flyttet, og lokalerne har været under ombygning og renovering. Den 1. september klokken 18.00 slår Miró Vinbar for første gang dørene op.

 

Navnet bliver Miró Vinbar

Miró genopstår ikke som restaurant, men som vinbar med mad – vel at mærke god og hjemmelavet mad, som der altid har været på Miró. Råvarerne er de samme, men retterne er mere enkle. Der bliver en 5 retters menu, charcuterie, snacks, caviar og en fem-retters menu, som skifter jævnligt. Det bliver “rigtig” mad, og genkendeligheden til Restaurant Miró vil klart være der, men det bliver noget andet, fastslår Toni Leichtle.

 

Travhesten kan endnu

Toni Leichtle savner sine gæster. Det ved de fleste, som kender Miró og Toni Leichtle. Grunden til, Restaurant Miró lukkede, var, at restauratøren ikke kunne holde til, at drive restaurant på det niveau, efter over 30 år i branchen. Forståeligt. Men at stoppe som restauratør fra den ene dag til den anden er ikke en nem opgave, fortæller Toni Leichtle. “Jeg savner mine gæster, og afsavnet har været større, end jeg troede. Tænk på alle de gæster, der kom på Miró, hvoraf nogle er kommet hos mig, siden jeg startede i 1992. Dem har jeg savnet, siger Toni Leichtle med en glæde i stemmen.

 

5 retter til 295 kroner

Maden skal smage godt, og det er en selvfølge for Toni Leichtle. Men det kan den også uden at have fem-seks kokke i køkkenet. Det var der, da Restaurant Miró eksisterede. Men der bliver en køkkenchef og en kokkeelev i køkkenet, foruden Toni, som selv er uddannet kok og har været køkkenchef på Miró, før han tog værtsrollen på fuld tid. Den fortsætter han i.

 

Prisniveauet bliver et andet, og betydelig lavere, end tidligere. Der er altid en femretters menu til 295 kroner, som kokkene bestemmer hvad er. En ting er sikker og det er at det bliver velsmagende mad, lover Toni Leichtle.

 

Desuden vil det altid være muligt at købe caviar ud over menuen. Ellers er der forskellige snacks-serveringer og charcuteri. Men selvom der er en del mad at vælge mellem, så understreger Toni, at man ikke behøver at spise mad overhovedet, da det lige så meget er en vinbar.

 

Indretningen har været længe undervejs

Finn Juhl stolene og bordene er kommet frem igen. De passer perfekt ind i lokalet. Der bliver 37 siddepladser plus dem, som er i baren og det nyindrettede hyggehjørne med gamle vintønder.

Miró genopstår: Toni Leichtle er tilbage med ny mad- og vinbar

I den ene ende af lokalet hos Miró Vinbar er vinrummet. Det store vinrum fra vinforretningen bliver bevaret. Her kan man se de mange kasser og vine, som fylder rummet, da det kun er afskærmet med en glasvæg. Baren er helt væk. Udover det, så kommer der nye toiletter, som håndværkerne er i fuld gang med. Køkkenet bliver der ikke lavet noget ved, men stort set alt andet er lavet om.

 

Vinudvalget bliver på den store skala

I Restaurant Mirós tid var der vin, som kun ganske få restauranter kunne matche. Der var så meget, at Toni Leichtle knap nok selv vidste, hvor han havde det. Men det ved han nu, og vinkortet bliver i den store ende. Der er altid 200 forskellige flaske at vælge mellem. Hvoraf der er omkring 15 på glas. Priserne starter ved 60 kroner for et glas.

 

Hver torsdag vil der være gammel vin på glas. Den skifter hver uge, og der er nok at tage af med den samling af gamle vine, som er opbygget hos Miró gennem mere end 30 år.

Miró genopstår: Toni Leichtle er tilbage med ny mad- og vinbar
Arkivfoto: Udvalget af spiritus hos Restaurant Miró

 

Miró Vin fortsætter som engros vinfirma, og de mange vine, som Leichtle importerer, fortsætter i vinfirmaet. Selvom det “kun” er engrossalg Miró Vin vil satse på i fremtiden, så kan man godt købe vinene som privatperson i vin- og madbaren. Der vil altid være en tavle med gode tilbud på.

 

Åbningstiderne

Umiddelbart kunne man tro, at åbningstiderne var sparsomme og afgrænset til et par dage om ugen. Men NEJ! Der er åbent tirsdag til lørdag. Toni Leichtle lover, at han prøver at være i vinbaren hver dag, dog ikke altid til lukketid. Det må I ikke forvente, fortæller han med alvor i stemmen. Men værtsrollen, som kun ganske få kan fylde ud som Toni Leichtle, tager han på akkurat samme hjertevarme facon som før i tiden.

 

De normale åbningstider bliver tirsdag, onsdag og torsdag fra klokken 16.00 til de sidste går. Fredag og lørdag åbner vinbaren klokken 12.00 til sent. Der kan bookes bord på telefon 86 13 87 00 eller info@mirovin.dk

 

Velkommen til Miró Vinbar, som uden tvivl bliver en af de bedste nyheder i 2018.

 

Miró genopstår: Toni Leichtle er tilbage med ny mad- og vinbar
Foto: Aarhus Update – Den sidste aften hos Restaurant Miró

 

Miró Vinbar

Marstrandsgade 2
8000 Aarhus C
Telefon: 86 13 87 00

 

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

Mest læste historier i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien